5 stjerner, Krimi/spænding, Modtryk, Tine f. 1973

Vejrbidt af Anne Holt

I går, d. 27.02.2020 udkom Vejrbidt af Anne Holt. Vejrbidt er den anden bog i spændingsserien om den tidligere stjerneadvokat og professionelle håndboldspiller Selma Falck. Første del af serien hedder En grav til to.

Forlagets beskrivelse:

“Selma Falck vågner op til et mareridt. Hun er nøgen og fanget i en brændende hytte på et snedækket fjeld. Hun har mistet hukommelsen, og hun aner hverken, hvor hun er, eller hvordan hun er havnet der. Hårdt såret kæmper hun sig ud af hytten, der brænder ned. Der er ingen anden bebyggelse i området. Temperaturen falder, og en snestorm er på vej.

Mens Selma kæmper mod skader, kulde og sult vender ­hukommelsen glimtvis tilbage, og hun indser, at det ikke kun er sit eget liv, hun kæmper for.”

Det er tydeligt at mærke, at Anne Holt er en erfaren forfatter. I Vejrbidt kan man også tydeligt fornemme hendes kendskab til nogle af de emner og arbejdsopgaver, som personerne har. Heriblandt journalistik, jura og ikke mindst politik – alle områder, som Anne Holt har uddannelse eller arbejdet indenfor.

Selvom Vejrbidt har et selvstændigt plot, så synes jeg dog stadig, at man skal læse den første bog i serien, En grav til to først, da man ellers går glip af nogle af personernes baggrundshistorier og relationer.

Billede af: Vejrbidt og En grav til to af Anne Holt
Vejrbidt og En grav til to af Anne Holt

Vejrbidt er som En grav til to meget velskrevet. Som skrevet, så kan man sagtens mærke forfatterens gode kendskab til emnerne i bogen. I modsætning til En grav til to, så er emnerne i Vejrbidt meget “for alle”, og ikke til et smallere publikum, som jeg lidt følte, at den forrige bog var. Bogen er bygget op om en “Stay Behind-gruppe”, som nogle nok vil kende som en anti-kommunistisk gruppe, der hovedsageligt skulle fungere under 2. Verdenskrig og Den Kolde Krig, og som i flere lande eksisterer den dag i dag. Læs evt. mere på Wikidepia. Det er faktisk ganske spændende – og lidt skræmmende…

Plottet i Vejrbidt er bygget op omkring flere spor. Et hvor vi følger Selma Falck i den uhyggelig og frygtelige situation, hun nu er havnet i – og et spor, hvor vi følger hende før, hun ender i den brændende hytte. Derudover følger vi den norske justitsminister og hans datter – og selvfølgelig hører vi også om Selma Falcks gode ven, den tidligere politimand, Einar. Og så har jeg jo allerede røbet, at handlingen tager udgangspunkt i en “Stay Behind-gruppe” – og her følger vi selvfølgelig også gruppen og nogle af medlemmerne.

Selma Falck, som er hovedpersonen, virker som om hun har fået en smule mere hold på sig selv – og sin ludomani, men helt undvære spil kan hun ikke – men det overskygger ikke handlingen, og ludomani er ikke det første jeg tænker, når jeg hører om hende. Men jeg synes, at Selma er en ret lukket person – og hun er svær at komme ind på livet af. Men mon ikke det er meningen, at man netop forestiller sig hende sådan? Nogle sider af Selma kommer vi dog til at kende rimelig godt, for hun er en sej og hårdfør kvinde, som holder sig selv god i form – og drager nytte af det. Derudover har hun stort set mistet alt – og er på nippet til at miste det hele… Men det er en del af historien og det må I selv læse. I denne bog møder vi også Einar, som stadig er en forhutlet eneboer – men dog med et hjem nu. Jeg synes ikke, at han er så fremtrædende, som jeg husker ham fra den forrige bog. Derudover er der selvfølgelig en del flere mennesker med – faktisk synes jeg, at der måske er lidt for mange, i hvert fald har jeg lidt svært ved at skille dem fra hinanden, da det ikke er alle man lærer lige godt at kende. Men beskrivelserne af de mest fremtrædende personer synes jeg er gode.

Miljøskildringerne er også gode – men især synes jeg, at det lykkedes rigtig godt at beskrive den nedbrændte hytte og omgivelserne omkring den. Da det er en stor del af historien – og det viser, hvor meget Selma Falck kan holde til, så synes jeg også, at det er vigtigt. Derimod er beskrivelserne af byen ikke særlig skarpe, men mon ikke de fleste alligevel kan forestille sig, hvordan der ser ud – og hvor de forskellige ting finder sted, det tror jeg. Jeg synes, at alle beskrivelser virker både realistiske og troværdige – og det gør bestemt ikke fortællingen mindre fængende.

Plottet i Vejrbidt er virkeligt spændende – og rigtig godt fortalt. Det er både interessant og lærerigt – jeg kendte faktisk ikke til “Stay Behind” inden jeg læste Vejrbidt.  På sin vis er plottet ganske grusomt, men de mest barske beskrivelser, er af Selma Falck i forbindelse med branden. Noget af det virkelig gode ved Vejrbidt var overraskelserne både undervejs – og til slut. Historien i sig selv er dog ikke afsindig blodig – men alligevel ganske skræmmende.

Vejrbidt er en ikke bare en krimi, men også en barsk historie om norsk nationalfølelse og nationalisme, men der behøver ikke være fokus på det norske, for det kunne også sagtens være Danmark eller et helt andet land. Samtidig er det også en modbydelig fortælling om de sociale medier – hvor let det er at manipulere og tilsvine andre mennesker, når man sidder bag hver sin skærm – og samtidig om hvor hurtigt nyheder kan brede sig – både de sande og de falske. Ikke mindst får vi også en fortælling om familierelationer – ikke kun Selma Falcks, men også andres relationer er i spil.

Jeg synes, at En grav til to var god – men Vejrbidt er lige en tand bedre. En stor anbefaling fra mig.

Billede af: 5 af 6 stjerner /Tine
5 af 6 stjerner /Tine

Forlag: Modtryk
ISBN: 9788770073455
Udgave: 1. udg. 27.02.2020
Originaltitel: Furet/Værbitt
Oversætter: Ilse M. Haugaard
Sider: 411


Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

2 thoughts on “Vejrbidt af Anne Holt

Skriv et svar til Bøger læst i februar 2020 – Bech's Books Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *