Bech’s Books har endnu en gang haft besøg af en gæsteblogger.

Denne gang er det, Jens Laursen-Schmidt der er gæsteanmelder på bloggen.

Jens er til daglig bosiddende i Vestjylland med sin mand. Jens arbejder som Project Manager på internationale energiprojekter, men har sideløbende selv udgivet bøger og er en ivrig fotograf og har netop med stolthed erhvervet titlen som morfar.

---

Anmeldelse af ”Slagside” af Jørn Lier Horst og Thomas Enger, oversat af Rolf Stavnem, udgivet af Modtryk
★✩✩✩✩✩

Skrevet af Jens Laursen-Schmidt

Normalt er ”Norsk” for ”krimi” et kvalitetsmærke der signalerer spænding og tryllerier med ord – tænk bare på Nesbø, Fossum og Dahl.

Men det en mente gik jeg i gang med ”Slagside” – lad det siges kort og som en spoiler alert: Ikke alle Norske krimier er gode – den her er udpræget elendig!

Krimier skal ifølge den her anmelder have et element af undring, spænding og uforudsigelig over sig. Der skal være noget der pirrer nysgerrigheden – og der skal være noget overraskende. Ingen af delene er til stede her. Det er en historie der slæber sig afsted i tid og tempo med farveløse endimensionelle personskildringer.

Det er den tredje roman om detektivparret Ramm og Blix – mon ikke de skulle have stoppet efter den første?

Handlingen kort: En af politiets egne er blevet dræbt i sit hjem, tilsyneladende uden motiv. Blix – historiens antihelt, bliver anklaget for pligtforsømmelse, fordi han menes at have dræbt en mistænkt for det første mord, og for at have foretaget egne uofficielle selvstændige efterforskninger i sagen – primært fordi hans egen datter også er offer i sagen. Hendes død er han nemlig også umiddelbart ansvarlig for. I vanlig moderne krimistil har vores antihelt den sædvanlige rygsæk lastet med ’Weltschmerz’ han skal slæbe rundt med – uden det egentlig giver kant eller indhold i den store sammenhæng. Men det er åbenbart pt et ”must” i krimier.

Med det oplæg skulle det jo så forventes at spændingsniveauet stiger – men nej! Det er så fladt som en hollandsk bjergkæde. For ind i handlingen kommer så Blix’ veninde/elskerinde og blander sig i efterforskningen samtidig med at hun skriver artikler om mordene og dermed vanskeliggør politiets arbejde, hun får også lige skrevet en enkelt bog eller to mens hun blander sig. Dermed går det hele fra slemt til værre, uden at vi som læsere bliver den mindste smule klogere på hvorfor.

Det skal siges, at åbningskapitlet fænger – vi får bogens eneste overraskelse: Politimanden er selv på forhørsbænken hos en kollega. Det gav egentlig et godt afsæt for et nyt take på en krimi – men det varede kun et enkelt kapitel.

Fortælleteknisk springer historien mellem tid og sted og fortællervinkel – det kunne have været gjort elegant – og vil helt sikkert have potentiale til at være genialt hvis det var et TV-manuskript – men her i bogen virker det ikke. Vi skal navigere mellem afhøringer og ”levendegørelser” af afhøringerne – nærmest som fortællende flashbacks. Som læser bliver man efterladt forvirret og søgende. For at holde fat i den – kringlede – røde tråd, skal man genlæse kapitler for at følge med i handlingen. Det her er desværre ikke en historie der vinder ved genlæsning.

I første om gang havde jeg ikke fanget, at der var to forfattere på bogen, men efterhånden som man læser bogen bliver det tydeligt: En forfatter tyer til en nærmest staccato-agtig skrivestil med korte sætninger der næsten skrives som var det projektiler fra et våben der rammer papiret – den stil har sin charme, og trækker op i det første kapitel, mens andre dele af romanen tydeligvis er skrevet af en anden person, der skriver i laaaange sætninger uden beskrivende elementer. Der er lange passager med dialog – fra eksempelvis afhøringer. Hvis dialog gøres godt, kan det være med til at man som læser kommer ind under huden på personerne, at man føler man kan forstå deres handlemønstre, men det kræver lidt ”stemningsmusik” – forklaringer om udsende, ansigtsmimik etc. Det får vi ikke. Det er rent faktuel gengivelse af en samtale – næsten som læste vi forhørsrapporten – og så alligevel ikke.

Oversættelsen går meget tæt på det originale norske – hvilket gør at vi kommer ud i nogle ufrivillige sprogtidsler, der igen vanskeliggør læsningen. Det er en skam, for den gode oversættelse, er den man ikke bemærker.

Bogens bagside lover ”… historien om hvordan en morder bliver til”. Jeg må med skam meddele, at den oplysning bedst kan betegnes som falsk varebetegnelse – jeg er efter endt læsning ikke kommet et skridt nærmere på den forklaring – det ville ellers have gjort historien vedkommende. Det var nok faktisk en sætning som den, der kunne have fået mig til at vælge bogen i en boglade, havde den ikke været anmelderlæsning. Jeg havde virkeligt set frem til, at jeg gennem nogle gode beskrivelser havde fået det indblik, at min nysgerrighed var blevet vakt, at jeg fik det det berømte aha-moment ’Ahhh-sådan-hænger-det sammen.’ Var det lykkedes at levere på det løfte, ville det faktisk have kunnet løfte bogen op til en højere hylde. Men vi kommer ikke derop, vi bliver ved med at rode rundt på tilbudshylden med 5 knaldromaner for en hund.

Den gennemgåede karakteristik af romanen, er ikke at jeg sidder tilbage med fornemmelsen af et afbrudt samleje, efter at have læst bogen – så langt kom vi ikke. Det er nærmere fornemmelsen af et ikke-startet samleje – og det er jo som udgangspunkt skuffende og på ingen måde berigende.

Der er ikke nogen tvivl om, at der findes supergode norske forfattere, der med god ret har bragt norske krimier op i verdenseliten – på linje med deres vinteratleter. Det er desværre bare ikke nogen af dem der har skrevet ”Slagside”.

Den korte anbefaling er: Lad være – tiden og pengene kan bruges på meget andet der er mere spændende og gribende.

Tak til Jens Laursen-Schmidt for anmeldelsen.

---

Forlag: Modtryk
ISBN: 9788770074469
Udgave: 1. udg. 2021
Originaltitel: Slagside
Oversætter: Rolf Stavnem
Sider: 308

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.