5 stjerner, Jentas, Krimi/spænding, Tine f. 1973

Exit af Belinda Bauer

Exit er skrevet af britiske Belinda Bauer. Belinda Bauer har arbejdet som journalist og manuskriptforfatter.

Fra forlagets beskrivelse:

“Da Felix lukker sig selv ind i Black Lane nummer tre, er det for at udføre en velgørenhedssgerning: At sidde ved en døende mands side, mens han drager sit sidste suk … Men bare et kvarter senere er Felix på flugt fra politiet efter have begået sit livs største fejl. Hans verden bliver vendt på hovedet, da han må finde ud af, hvem der i virkeligheden bærer skylden, eller om der er noget meget mere dystert på spil. Alt imens han skal holde sig ét skridt foran politiet.”

Billede af: Exit af Belinda Bauer
Exit af Belinda Bauer

Jeg har tidligere læst Klarsyn og Knæk af Belinda Bauer, og da jeg desværre ikke var særlig vild med nogen af dem, var jeg meget spændt på at læse Exit. Men denne gang var min læseoplevelse helt klart en anden. Samtidig har jeg dog også en ide om, at andre ikke vil synes helt så godt om den, da det er en ganske rolig fortælling, så tempo og action må man finde et andet sted.

Der er ikke afsindigt mange vigtige karakterer med i Exit, så det er let at bevare overblikket. I starten var jeg dog en anelse forvirret over navne kontra dæknavne og hvem der var hvem – men det blev bedre undervejs.

Jeg er vild med personskildringerne af de vigtigste personer, som vi møder. Kære Felix, som er lidt oppe i årene og som egentlig bare vil gøre det bedste for alle. Han vil gøre de ting, som han selv ønsker, at folk ville gøre for ham. Derudover er der et par andre vigtige personer, som også er fint skildret (I må dog selv læse om dem). At man vil gøre det bedste er desværre ikke ensbetydende med, at det er det rigtige….

Tempoet i Exit er stille og roligt. Det passer fint til plottet og til de personer, som historien handler om. Hvis man vil have en bog med bestialske scener, action og fart over feltet, så skal man som sagt finde noget andet.

Emnet i Exit er hovedsageligt aktiv/passiv dødshjælp, hvilket jeg finder både relevant og aktuelt – og til dette hæfter sig selvfølgelig også emnet etik og moral. Disse emner er i hvert fald medvirkende til, at jeg virkelig synes godt om Exit. Selvom jeg er fan af Felix, så er jeg ikke sikker på, at den ville have fænget så meget med et andet plot, selvom karaktererne havde været de samme. På trods af emnet, så er det en hyggelig medmenneskelig historie. Selvom bogen har et alvorligt emne, så er historien hverken kedelig eller tung – men fyldt med finurligheder og scener, som kalder et smil frem, selvom det nok egentlig er lidt sørgeligt.

Normalt er jeg ikke til hyggekrimier, hvilket jeg mener denne er, men jeg var fænget fra start til slut.

Billede af: 5 af 6 stjerner /Tine
5 af 6 stjerner /Tine

Forlag: Jentas
ISBN: 9788742604090
Udgave: 1. udg. 2021
Originaltitel: Exit
Oversætter: Per Vadmand
Sider: 349
___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

1 thought on “Exit af Belinda Bauer

Skriv et svar til Bøger læst i august 2021 – Bech's Books Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *