6 stjerner, Børnebøger, Gutkind Forlag, Tine f. 1973

Bogen der ikke ville læses af David Sundin

En bog, der ikke vil læses – hvordan er det muligt? Bogen der ikke ville læses af David Sundin gør i hvert fald en ihærdig indsats for ikke at blive læst… prøv selv.

Bogens bagsidetekst:

• ADVARSEL •

Det her er Bogen der ikke ville læses.
En bog, som gør alt, hvad den kan, for ikke at blive det.
Bogstaver bliver byttet om, bogen går i brand og pludselig – en krokodille!
En usædvanligt levende, vild og helt og aldeles magisk billedbog.

Billede af: Bogen der ikke ville læses af David Sundin
Bogen der ikke ville læses af David Sundin

Bogen der ikke ville læses er simpelthen fantastisk! Behøver jeg skrive mere? Bogen er kreativ, sjov og finurlig. Derudover er den smuk, både det fine grønne cover, men også de virkelig skønne og ganske enkle illustrationer. Den skiller sig ud i mængden af farvestrålende billedbøger – og det passer på en prik til indholdet, der bestemt også skiller sig ud.

Selvom man måske ikke synes, at man er en god højtlæser, så er det nærmest umuligt at læse denne bog (hvis man altså kan) uden at få lytterne – og en selv til at grine. Men hvis man skal have det allerbedste og meste ud af højtlæsningen, så skal man gøre, som bogen befaler, fx må man kæmpe vildt med bogen, for at den ikke skal lukke sig, når den truer med det – og passe på, at man ikke brænder fingrene eller at bogen går op i røg, når det bliver skrevet, at den brænder osv.

Jeg vil dele et enkelt billede fra bogen, men ellers vil jeg anbefale den flotte bogtrailer fra Gutkind, som kan findes længere nede i indlægget.

Billede af: Opslag i: Bogen der ikke ville læses af David Sundin
Opslag i: Bogen der ikke ville læses af David Sundin

Mens jeg læste – eller forsøgte at læse Bogen der ikke ville læses, kunne jeg ikke lade være med at tænke på Den her bog har lige stjålet min kat af Richard Byrne. Bøgerne er på ingen måde ens, men de kræver begge lidt af læseren. Eller måske er det forkert, for som en ikke garvet oplæser, så synes jeg faktisk, at man som oplæser netop får en masse foræret, så oplæsningen kan blive sjov, selvom man måske ikke selv har fantasi til det. Der findes flere bøger a la bogen om katten, hvis man skulle få lyst til “interaktive” bøger, og da jeg ikke kender andre bøger, som Bogen der ikke ville læses (i hvert fald ikke på dansk), kan de måske være et bud på videre højtlæsning.

Hvis ikke I har opdaget det, så er jeg afsindig vild med Bogen der ikke ville læses. Både min mand og vores børn (14-20 år) har læst bogen selv – og alle har grinet undervejs, så selvom bogen er en billedbog, tænker jeg, at langt de fleste vil kunne hygge sig med den.

Få fat i Bogen der ikke ville læses, så I kan få en bedre fornemmelse af, hvorfor jeg synes, at den er så fantastisk. Læs den… hvis I kan!

Billede af: 6 af 6 stjerner /Tine
6 af 6 stjerner /Tine

Bogtrailer fra Gutkind:

Forlag: Gutkind Forlag
ISBN: 9788743401711
Udgave: 1. udg. 2021
Originaltitel: Boken som inte ville bli läst
Oversætter: Tine Flyvholm
Sider: [40]

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

1 thought on “Bogen der ikke ville læses af David Sundin

Skriv et svar til Mine bedste læseoplevelser i 2021 – Bech's Books Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *