5 stjerner, Krimi/spænding, Politikens Forlag, Tine f. 1973

Gladiator af Jens Henrik Jensen

Gladiator af Jens Henrik Jensen er 5. del i serien om den tidligere jægersoldat Niels Oxen.

Se seriens rækkefølge sidst i indlægget.

Fra bogens bagsidetekst:

“Da en snigskytte dræber en gruppe krigsveteraner i en afsides shelterlejr, må PET bede den tidligere jægersoldat Niels Oxen om hjælp.

Oxen siger ja til at assistere sin gamle makker Margrethe Franck, men efterforskningen viser sig at være yderst vanskelig.

Snigskytten har formentlig meget mere på samvittigheden, og en ung kvindelig betjent krydser konstant deres spor på mystisk vis. Tilmed har PET – uvist af hvilken grund – mørkelagt dele af sagen.

For PET er den højtdekorerede Oxen den rette at sende ud i ingenmandsland i jagten på de skyldige. For Oxen selv bliver det en skæbnesvanger opgave, da han står ansigt til ansigt med døden.”

Billede af: Gladiator af Jens Henrik Jensen
Gladiator af Jens Henrik Jensen

Gladiator er som skrevet 5. del af en serie – jeg har desværre ikke læst de første fire bøger. Ja, jeg anbefaler stort set altid, at man læser (krimi)serier i rækkefølge, for at få det bedste ud af historierne. Og ja, jeg kunne godt have brugt at have læst de andre bøger først. Man kan godt læse Gladiator som en selvstændig bog – men jeg ville gerne have kendt personerne, deres relationer og baggrund noget bedre. Personskildringerne gør, at selvom jeg ikke har læst de forrige bøger, så tegnede der sig alligevel et fint billede af alle de medvirkende personer. Gladiator har i det hele taget nogle interessante karakterer og et fint persongalleri – til tider ganske skræmmende.

Gladiator er velskrevet, indlevende og man kommer tæt på personerne. Sproget er flot, og man kan mærke, at der ligger en grundig research bag. Fortællingen er rig på detaljer – på nogen måder kan blive lidt for meget (det er ikke alt, jeg har brug for at vide – fx. hvor mange forskellige planter et læhegn består af), men samtidig er det med til at styrke autenticiteten – måske er historien ikke helt realistisk, men de mange detaljer og beskrivelser er med til at gøre den troværdigt alligevel, hvis det giver mening?

Plottet er mørkt, dystert og forbrydelsen grusom – vi hører om en verden, som jeg tænker, at de fleste helst vil være foruden. Om det gode kontra det onde. Spændingskurven er stigende fra start – og det gør det svært at slippe bogen, når man først er kommet i gang. Der er ret mange tråde, som man skal have styr på, men jo længere man kommer i bogen, jo mere mening giver de – og overblikket bliver lettere. Det er selvfølgelig også en stor del af historien, at man ikke umiddelbart ved, hvordan det hele hænger sammen.

Miljøskildringerne er fantastiske, og det hænger helt sikkert sammen med, at der er så mange detaljer. Uanset om man kender de omtalte steder eller ej, så er de lette at se for sig – og ikke mindst forestille sig de scener, som udspiller sig der.

En ting, som jeg synes er mega hyggeligt er, at der dukker en “gæsteoptræder” op fra en anden serie af Jens Henrik Jensen, nemlig Nina Portland (selvfølgelig er dette kun relevant for dem, der kender denne serie).

Billede af: Gladiator af Jens Henrik Jensen
Gladiator af Jens Henrik Jensen

Gladiator er ikke kun en krimi, bogen bringer flere vigtige emner op, som fx. krigsveteraners levevilkår, mangel på hjælp/forberedelse af udsendte, PTSD, om at mangle en plads i samfundet – og ikke mindst noget, som mange måske kender i denne tid: samfundssind.

Lige en sidste kommentar – titlen, Gladiator giver helt sikkert en god mening, på flere punkter, men læs selv – I vil ikke fortryde.

Billede af: 5 af 6 stjerner /Tine
5 af 6 stjerner /Tine

Rækkefølge:
1. De hængte hunde
2. De mørke mænd
3. De frosne flammer
4. Lupus
5. Gladiator

Forlag: Politikens forlag
ISBN: 9788740066968
Udgave: 1. udg. 2021
Sider: 501

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

1 thought on “Gladiator af Jens Henrik Jensen

Skriv et svar til Bøger læst i oktober 2021 – Bech's Books Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *