4 stjerner, Jentas, Krimi/spænding, Tine f. 1973

Tavse skrig af Angela Marsons

Tavse skrig er 1. del af Angela Marsons’ serie om kommisæren Kim Stone. Siden Tavse skrig udkom på engelsk er der udkommet i alt 7 bøger i serien.

Fra bogens bagsidetekst:

“Selv de mørkeste hemmeligheder kan ikke  ligge begravet for altid…

Fem skikkelser står forsamlet om en overfladisk grav. De havde alle sammen skiftedes til at grave. Et hul i voksenstørrelse ville have taget længere tid. Et uskyldigt liv var blevet taget, men pagten var blevet indgået. Deres hemmeligheder ville blive begravet, forseglet med blod.

År senere bliver en skoleforstander fundet brutalt druknet, det første i en stribe af makabre mord, der ryster Black Country.

Men da der bliver fundet ligrester ved et tidligere børnehjem, kommer foruroligende hemmeligheder også for dagen. Det går snart op for kommissær Kim Stone, at hun er på jagt efter et sygt sind, der har dræbt over flere årtier.

Antallet af lig vokser, og Kim er nødt til at standse morderen, før vedkommende slår til igen. Men kan Kim konfrontere dæmonerne fra sin egen fortid, for at fange morderen, før det er for sent?”

tavse skrig
Tavse skrig af Angela Marsons

Tavse skrig er en skræmmende og uhyggelig historie, det er en fortælling om en yderst grusom forbrydelse flere år tilbage i tiden. Forbrydelsen er gået ud over i forvejen sårbare unge, som burde være på et trygt og sikkert sted – og dette er helt sikkert med til at gøre fortællingen endnu mere sørgelig og brutal. Denne forbrydelse bliver der dog først fokus på efter et bestialsk mord i nutiden – og dette mord bliver ikke det eneste, som Kim og hendes kolleger må opklare.

Kim er en spændende hovedperson. Hun har haft en yderst barsk opvækst med massivt omsorgssvigt – hvilket også har ført til et stort personligt tab for Kim. Kim endte med at vokse op i forskellige plejefamilier og på institutioner. Sagen i Tavse skrig, hvor der bliver fundet lig gravet ned ved et børnehjem, bliver forståeligt nok meget personlig for Kim.

Jeg synes, at det er vildt skønt med endnu en krimi-serie med en stærk kvindelig hovedperson. Umiddelbart minder Kim mig lidt om Jane Rizzoli fra Tess Gerritsens krimi-serie – hvilket bestemt ikke gør noget.

Tavse skrig har nogle gode personbeskrivelser, især Kim og hendes kolleger bliver ret synlige for mig, måske især deres indbyrdes relationer og ikke helt så meget på det personlige plan, men mon ikke det kommer i de næste bind? Jeg glæder mig i hvert fald til at lære dem bedre at kende i de næste bøger. Der er selvfølgelig flere personer med, som har vigtige roller i fortællingen, de fleste af disse er også beskrevet rigtig godt – især synes jeg, at relationen mellem William og hans datter, Lucy, som har muskelsvind, er beskrevet virkelig godt. Derimod er der er en person, som taler med stærk dialekt – og selve oversættelsen af denne, er jeg ikke særlig vild med. Men det med dialekter er også svært, for dialekten hænger jo sammen med sproget, så det er ikke tit, jeg har mødt en vellykket oversættelse – men det kan jo være svært at komme uden om at forsøge.

Tavse skrig er velskrevet og for mig var den ret hurtigt læst – både fordi den fangede mig fra side 1, men også på grund fortællerstilen og de forholdsvis korte kapitler. Det er en af de bøger, hvor man bare lige bliver nødt til at snuppe endnu et kapitel – og inden man har set sig om, så er man færdig.

Bag på Tavse skrig er det nævnt, at den vil være noget for fans af Rachel Abbott, Mark Billingham og Val McDermid – her må jeg lige tilføje Tess Gerritsen.

En virkelig flot 1. del af en ny serie – spændende, dyster og grusom. Jeg glæder mig til, at de næste bind bliver oversat – hvis altså jeg kan vente så længe.

⭐⭐⭐⭐ af 5 /Tine

Forlag: Jentas
ISBN: 9788776779016
Udgave: 1. udg. 2018
Originaltitel: Silent Scream
Oversætter: Stig W. Jørgensen
Sider: 360

5 thoughts on “Tavse skrig af Angela Marsons

Skriv et svar til Bøger læst i marts 2018 – Bech's Books Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *