4 stjerner, Krimi/spænding, People's, Tine f. 1973

Sorger af Inger Wolf

Sorger af Inger Wolf er første del i serien, Pyromanen. Den har brandefterforsker, Klara Larsen og hendes nye makker, Sebastian Vinther, som hovedpersoner. Sorger er en del af ORIGINALS, som er et samarbejde mellem forlaget People’sPress og abonnementstjenesten Storytel. Sorger blev oprindeligt udgivet som e-bog og lydbog af Storytel. Den 1. februar 2019 er Sorger udkommet i bogform – og det er jo rigtig dejligt for os, som ikke er til hverken lydbøger eller e-bøger.

Bogens bagsidetekst:

“Et hus brænder ned i den lille jyske landsby Fjelstervang, og det står hurtigt klart, at den voldsomme brand er påsat, og at en teenagedreng er brændt inde.

Da det viser sig, at drengen har været spærret inde i et skab, tilkalder det lokale politi brandefterforsker Klara Larsen. Assisteret af politimanden Sebastian Vinther indleder Klara sin efterforskning, og det går op for hende, at der har været flere mystiske brande i landsbyen i den senere tid.

Mens lokalbefolkningen mener, at beboerne på et asylcenter i byen står bag, graver Klara sig ned i sagen, og inden længe ser hun et mønster, som overbeviser hende om, at der er en pyroman på spil.

Men Klara har en hemmelighed i bagagen, et traume fra fortiden, som vækkes til live ved synet af ild.”

Sorger af Inger Wolf
Sorger af Inger Wolf

Jeg må vist starte med at indrømme, at jeg aldrig tidligere har læst noget af Inger Wolf. Og efter at have læst Sorger, så undrer det mig da en smule. Inger Wolf har skrevet 12 bøger og de er blevet udgivet på flere sprog blandt andet tysk, fransk, spansk og engelsk (USA).

Sorger er en interessant og velskrevet krimi. Allerede fra side et er der gang i fortællingen – og man kan hurtigt mærke, at det ikke er en bog for sarte sjæle.

Klara, som er hovedperson i Sorger, er en spændende karakter. Det er underholdende at følge hende. Til trods for, at Sorger er den første bog om Klara, så synes jeg, at der bliver tegnet et meget fint portræt af hende – og det er let at leve sig ind i hendes rolle. Plottet som både er uhyggeligt og ganske grusomt fletter sig fint sammen med de hemmeligheder, traumer, som Klara har i bagagen. Jeg synes, at beskrivelsen af Klaras første møde/hendes måde at tage imod Sebastian på er genial – selvom det er en barsk historie, så kan man ikke undgå at få et smil på læben, som reaktion til Klara måde at håndtere sin nye kollega på.

Beskrivelserne af Fjelstervang er rigtig gode, jeg tror, at de fleste læsere vil kunne genkende en by a la denne (måske det er den rigtige Fjelstervang man genkender). Samtidig er jeg virkelig vild med, at handlingen ikke foregår i København – men derimod i en mindre by i Jylland. Klara og Sebastian kører dog en del frem og tilbage – og det kan godt forvirre mig lidt, at handlingen tager disse spring mellem fx. Aarhus og Fjelstervang.

Ildebrande – påsatte eller ej er noget der virkelig skræmmer mig – og sikkert også en del andre. I Sorger bliver det bestemt ikke bedre af, at der er en pyroman involveret. Det gør udviklingen ganske uforudsigelig – og det er jo aldrig rart. Nu hedder serien jo Pyromanen – men uden at røbe for meget, så kan jeg godt skrive, at der bliver inddraget et par andre meget væsentlige temaer. Jeg synes ikke, at jeg kan skrive, hvilke det drejer sig om, uden at spoile for meget. Men jeg kan sige, at det hele passer rigtig godt sammen – og der helt sikkert er et par overraskelser i vente undervejs.

Sorger er en fængende og ikke mindst foruroligende spændende start på en ny serie. Jeg glæder mig til at læse mere om Klara – så jeg håber ikke, at der går for lang tid, før den næste bog i serien er klar.

4 af 6 stjerner /Tine
4 af 6 stjerner /Tine

Forlag: People’sPress
ISBN: 9788770361316
Udgave: 1. udg. 01.02.2019
Sider: 364

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

3 thoughts on “Sorger af Inger Wolf

Skriv et svar til Bøger læst i februar 2019 – Bech's Books Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *