5 stjerner, Forlaget Aronsen, Krimi/spænding, Tine f. 1973

Lad mig dø af Clare Mackintosh

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Aronsen]

Lad mig dø er Clare Mackintosh tredje roman. Som forgængeren Jeg ser dig, er Lad mig dø også en psykologisk thriller – domestic noir vil jeg sige. Jeg har stadig til gode at læse Clare Mackintohs første bog: Jeg lader dig gå. Bøgerne dog er selvstændige historier, så det betyder heldigvis ikke noget. Clare Mackintoshs bøger er oversat til 35 sprog.

Bogens bagsidetekst:

“POLITIET SAGDE, DET VAR SELVMORD
ANNA SIGER, DET VAR MORD
DE TAGER BEGGE FEJL

For et år siden valgte Caroline Johnson brutalt at tage sit eget liv: et chokerende selvmord, der var planlangt til at matche hendes mands blot få måneder tidligere.

Deres datter Anna har kæmpet med at acceptere deres død lige siden. Nu, hvor hun har fået en baby, savner Anna sin mor endnu mere og begynder at sætte spørgsmålstegn ved sine forældres død. Men ved at rode i fortiden bringer hun sig selv i fare. Nogle gange er det mere sikkert at lade de døde være.”

Lad mig dø af Clare Mackintosh
Lad mig dø af Clare Mackintosh

Som skrevet har jeg desværre kun læst forfatterens forrige bog, Jeg ser dig, men jeg skal helt sikkert også have læst den første. Lad mig dø levede bestemt op til de forventninger jeg havde efter at have læst Jeg ser dig.

Lad mig dø har et rimeligt smalt persongalleri, så det er let at holde fokus på de vigtige personer – og ikke mindst, så lærer man hovedpersonerne rimelig godt at kende. Clare Mackintosh laver nogle fine personskildringer. Jeg er især vild med Murray og hans kone, Sarah. Sarah har borderline – og selvom det er hårdt og til tiden skræmmende, så er det nogle super gode beskrivelser af livet både som den “ramte” og som pårørende. Beskrivelserne af hovedpersonen Anna virker også meget realistiske, og jeg synes, at man får et godt billede af hende og hendes personlighed. Derimod har jeg ikke så tydeligt et billede af hendes mand, Mark, men det er måske med vilje – og samtidig er han heller ikke umiddelbart den vigtigste person. Murray er pensioneret efterforsker – men arbejder nu som civilt ansat ved politiet. Det bliver Murray, som på noget uregelmenteret vis, tager sig af Annas henvendelse og videre efterforskning, det virker måske ikke helt troværdigt, men passer alligevel fint til historien. Måske er det fordi jeg synes, at det er spændende, men jeg føler, at Murrays og Sarahs historier fylder en stor del i forhold til opklaringen – men heller ikke det gør noget overhovedet.

Starten af bogen kan godt føles lidt langsom, men da historien først er kommet i gang er der flere overraskelser/twists. Jeg kan godt være i tvivl om jeg missede noget undervejs – men jeg tror det ikke. Men hold op hvor føler jeg mig en smule dum, nu hvor den rette sammenhæng er gået op for mig. Vi følger på skift flere fortællere, så “sagen” bliver belyst fra flere sider. Det giver fortællingen en god dymanik – men ikke mindst er det her, jeg blev ganske overrasket – men jeg skulle måske have tænkt mig om. For mig var slutningen også en overraskelse – og det er bestemt et hit. Jeg synes godt nok, at den sidste del af bogen bliver lidt “actionpræget” i forhold til resten af bogen – men overrasket blev jeg.

Lad mig dø har et godt og i hvert fald for mig anderledes plot. Bogen er velskrevet, men plottet kan godt virke lidt kringlet, men det er underholdende og hænger flot sammen.

Hvem er det nu lige, at man kan stole på? Jeg har læst en del bøger i domestic noir-genre på det seneste, jeg synes, at Lad mig dø er en af de bedre.

5 af 6 stjerner /Tine
5 af 6 stjerner /Tine

Tak til Forlaget Aronsen for anmeldereksemplaret.

Forlag: Forlaget Aronsen
ISBN: 9788793338821
Udgave: 1. udg. 2019
Originaltitel: Let me lie
Oversætter: Brian Christensen
Sider: 452
___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

20

2 thoughts on “Lad mig dø af Clare Mackintosh

Skriv et svar til Bøger læst i april 2019 – Bech's Books Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *