I dag har Maria besøgt Bech’s Books, hvor hun har anmeldt Pige, 1983 af Linn Ullmann.
Marias øvrige anmeldelser kan findes her.
Maria skriver blogindlæg på Outsideren, hendes indlæg kan læses her: Mit liv med angst. Maria er også på Instagram: maria.blogger.wendt.
Titel: Pige, 1983
Forfatter: Linn Ullmann
Antal sider: 266
Udgivet: Forlaget Gyldendal, 2022
I romanen ”Pige, 1983” tager forfatteren os med tilbage til 1980’ernes Paris, hvor det autofiktive jeg, arbejdede som model. En verden fuld af overfladiskhed, hvor ældre, magtfulde mænd, gjorde hvad de ville, og hvor man kun kunne stole på sig selv. Eller kunne man nu også det?
Romanen er en rejse tilbage til Paris, og et tilbageblik på de minder og den tid, der satte et stort præg på den kvinde, der i 2021 fortæller om sine oplevelser; en affære med en 44-årig fotograf, der både var et eksperiment og overgreb, og en fraværende mor, der boede i New York.
Historien foregår i Paris, New York og Norge, hvor forfatteren kommer fra. Bogen er skrevet i nutidens 1980’ere, og nutidens 2021. Selvom man som læser bliver taget rundt i de forskellige byer i forskellige tidsperioder, fungerer det fint. Man skal dog holde tungen lige i munden, i nogle passager, da bogen er meget poetisk skrevet. Jeg kunne en gang imellem blive i tvivl om, et var hovedpersonens tanker, jeg læste.
Der er ikke nogen tvivl om, at bogen er virkelig interessant, og rejsen sammen med hovedpersonen er både skræmmende og ubehagelig, men også en smuk tur gennem en tid og verden, der kun sker for de færreste. ”Pige, 1983”, er rystende og provokerende, og et indblik i en kvindes psyke efter at have gennemlevet diverse kriser, der tager udgangspunkt i teenageårene som model i 80’ernes Paris. Derfor giver jeg Linn Ullmanns roman 4 stjerner og en stor anbefaling herfra!
Denne anmeldelse er skrevet af Maria Wendt; Blogger, boganmelder og forfatter.
Forlag: Gyldendal
ISBN: 9788702362961
Udgave: 1. udg. 2022
Originaltitel: Jente, 1983
Oversætter: Karen Fastrup
Sider: [272]
___