Alt det andet

Kagekrymmel og bøger

I går havde jeg mulighed for at hente Jonas tidligt i skole. Tre dage om ugen er han i skole helt til 15.30, men i går havde han fri kl. 11.45 – så det gav os lige 1½ time til sprogstimulering og hygge inden der kom andre hjem.

Bøger og kagekrymmel til sprogstimulering og træning af mundmotorik
Bøger og kagekrymmel til sprogstimulering og træning af mundmotorik

Vi startede med bogen Tit af Ida Holm Hansen. Den handler om en Tit (tungen) der bor i sit hus (munden), bogen er med mundmotoriske øvelser, der hjælper med til at få en forståelse af bevægelser og lyde. Der hører en vejledning med der hedder Tit laver lyd – hvor der mere i detaljer beskrives, hvordan man kan øve de forskellige bogstavlyde mv. Bogen Tit var et stort hit, og den skal vi helt sikkert bruge igen – er spændt på at koble vejledningen på.

Derefter lavede vi igen nogle øvelser i Ordtennis af Astrid Frylmark. Det går lidt lettere nu hvor Jonas har forstået hvad det går ud på. Denne gang lavede vi blandt andet en øvelse, hvor jeg nævnte 4 ord, hvoraf en var en grøntsag, og Jonas skulle så fortælle, hvilken der var grøntsagen. Det gik super godt, dog er der en del grøntsager, der bare ikke er lette at udtale – kartoffel, gulerod mf.

Så blev det tid til at få gang i kagekrymmel. Det er rigtig sjovt med sådan en spiselig ting, der samtidig træner mundmotorikken. Vi hældte lidt krymmel på en flad tallerken og så måtte Jonas i gang med at samle dem op med tungespidsen. Det er helt sikkert en øvelse der skal gentages.

Igen prøvede vi at kaste os over Alfons finder andre ord af Gunilla Bergström – men uanset hvor glad jeg er for den, så er den desværre for svær for Jonas. Bogen handler om synonymer, og der er vi vist ikke nået til endnu. Så næste gang prøver i en anden bog.

 

20

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *