4 stjerner, Børnebøger, Forlaget Elysion, Tine f. 1973

Alt kan ske i USA af Natasja Erbillor

Natasja Erbillor har skrevet en ny letlæsningsserie, På rejse med Majse. Vi har læst den første bog, som hedder Alt kan ske i USA. 2. del er også udkommet og hedder Magi i Marokko.

I Alt kan ske i USA rejser Majse med sin far til USA. Majses far er fotograf – og så er han vild med at prøve nye ting. Det er ikke altid, det lige går som planlagt, så Majse og hendes far får mange sjove oplevelser undervejs.

Alt kan ske i USA af Natasja Erbillor
Alt kan ske i USA af Natasja Erbillor

Serien På rejse med Majse er ikke til de allerførste begynderlæsere. Alt kan ske i USA har et lixtal på 13 – og henvender sig dermed til læsere, som har fået godt hul på læsningen. Aldersmæssigt passer bogen nok fra ca. 7+ alt efter, hvor gode læserne er. Der er ikke så mange illustrationer, som i bøger til de allerførste læsere, men de illustrationer der er, er fine og farverige og understøtter handlingen og stemningen i bogen fint. Illustrationerne er lavet af Line Malling Schmidt. Nogle opslag har ikke illustrationer, men teksten er letforståelig og opdelt i forholdsvis korte afsnit – og ikke mindst så har bogen kapitler, hvilket jeg synes er skønt, da det giver mulighed for naturlige pauser i læsningen.

Opslag i Alt kan ske i USA af Natasja Erbillor
Opslag i Alt kan ske i USA af Natasja Erbillor

På ovenstående billede ses et opslag i Alt kan ske i USA. Det er selvfølgelig bare en af de ting, som Majse og hendes far oplever. Men at jeg har valgt netop det opslag, er ingen tilfældighed. Vi har tilbragt 6 uger på et roadtrip tværs over USA. Et billede fra vores tur kan ses nedenfor – vi så nemlig også ganske uventet flere elge.

Elg på tur i Tusayan v. Grand Canyon. Der var faktisk 4.

Majses far virker en smule distræt – og som skrevet kommer der mange sjove episoder ud af det. Alt kan ske i USA henvender sig til både drenge og piger, som kan lide at læse om sjove oplevelser og om andre lande. Den indbydende forside og det, at bogen er flot indbundet er jeg sikker på vil virke tiltalende for mange børn (og deres voksne).

Herhjemme er vi vilde med Alt kan ske i USA. Det er fedt at høre om oplevelser i andre lande – og at bogen så også er sjov, er selvfølgelig et stort plus for de fleste. Ofte bliver der arbejdet med andre lande i de første år i skolen, og så er en serie som På rejse med Majse jo oplagt. Vi glæder os til der kommer nye bind i serien.

⭐⭐⭐⭐ af 5 /Tine

Forlag: Forlaget Elysion
ISBN: 9788772142234
Udgave: 1. udg. 30.07.2018
Sider: 32

1 thought on “Alt kan ske i USA af Natasja Erbillor

Skriv et svar til Bøger læst i juli og august 2018 – Bech's Books Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *