Vi er så heldige, at Maria igen har læst og anmeldt en bog på bloggen. Maria har denne gang læst og anmeldt Caféen i Cornwall af Lucy Diamond
Marias øvrige anmeldelser kan findes her.
Maria skriver blogindlæg på Outsideren, hendes indlæg kan læses her: Mit liv med angst. Maria er også på Instagram: maria.blogger.wendt.
Titel: Caféen i Cornwall
Forfatter: Lucy Diamond
Antal sider: 440
Udgivet: 2021 på forlaget People’s (oversat fra ”The Beach Cafe”, udgivet i 2011)
Da Evie Flynn på tragisk vis mister sin moster, Jo, arver hun til sin og sin families store overraskelse mosterens cafe, ved bugten i Cornwall. Evie er familiens ”sorte får”; i en alder af 32 år har hun ikke fået etableret sig med karriere og børn, som hendes to ældre søster, der ofte kommer med spydige og hånlige stikpiller. Evie bor sammen med kæresten, Matthew og hans søn, Saul, som Evie forguder og arbejder som vikar på forskellige kontorer i Oxford.
Det bliver dog en svær start for Evie. Hendes moster og cafeen var elsket af Cornwalls byboere og feriegæster, men rygterne går på at Evie vil sælge. Det falder bestemt ikke i god jord, og sladderen begynder at løbe. Evie er dog fast besluttet på at få cafeen til at køre, og i takt med at hun får etableret sig i Cornwall, går forholdet til Matthew i stykker. Selvom Evie er knust og prøvelserne hober sig op omkring hende, giver hun ikke op. Med flid, hjælp fra omegnen og en god portion viljestyrke og stædighed får hun styr på cafeen, finder sit fodfæste og går helt sin egen vej.

Jeg er vild med Evie og hendes udvikling gennem bogen. Hun er en fighter, der kan sætte sig op mod uretfærdighed og gøre fordomme til skamme. Til gengæld kan jeg ikke døje hendes familie, og slet ikke søstrene. Efter at have læst bogen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på Askepot. Om det har været forfatterens hensigt, kan jeg kun gisne om, men jeg kunne heller ikke lade være med at smile, fordi Evie i den grad for sat sin familie på plads.
”Cafeen i Cornwall” er en rigtig feel-good roman om at finde sig selv og sprede sine vinger, nye begyndelser og drømme stort. Den er humoristisk, morsom og en perfekt bog at kunne hygge sig med i sommeren. Jeg vil anbefale den til alle, der er til feel-good bøger, et godt grin og en bog om at bryde ud af sin skal. Derfor giver jeg ”Cafeen i Cornwall” fire store stjerner og en varm anbefaling herfra.
Denne anmeldelse er skrevet af Maria Wendt; Blogger, boganmelder og forfatter.

Forlag: People’sPress
ISBN: 9788772383811
Udgave: 1. udg. 2021
Originaltitel: The Beach Cafe
Oversætter: Ninna Brenøe
Sider: [440]
___