Solfald er den 3. bog i serien Fire Folk, af Louise Roholte
Dette er forlagets beskrivelse:
“På trods af den flimrende varme er fangernes rationer skåret ned til det halve, og det piner Ivalu og Anfred at opleve, hvordan de selv og de folk, de kender som stolte, pludselig slås indbyrdes om dyrenes rester for at overleve. Mændene bliver låst inde i trange bure, når de er færdige med dagens arbejde, og det betyder, at det er op til Ivalu og Anfred, hvis de skal gøre et sidste forsøg på at slippe levende ud af Darkos støvede arena. De er nødt til at have hjælp udefra, for de er for få og for svækkede til at tage kampen op alene, og de beslutter sig for at opsøge øens civile. I den forbindelse bliver de bekendt med, at der er en dyb mistillid mellem bjergfolket og ørkenfolket, som komplicerer situationen yderligere, og tiden er ved at rinde ud, for slingakuplen står snart færdig.”
Det var en lille smule svært for mig at komme igang med at læse Solfald, da det var lang tid siden jeg havde læst de to tidligere bøger. Før jeg begyndte, skimmede jeg lige de første bøger i serien, men jeg havde stadig lidt svært ved at huske, hvad der var sket. Især hvem personerne var, og hvilke roller de havde i bogen. Men jeg huskede heldigvis mere af handlingen, jo længere jeg kom ind i bogen.
Jeg vil gerne starte med at rose Solfalds forside. Jeg synes, den er meget pæn og har nogle flotte farver. Derudover passer den godt til bogens titel og handling.
Solfald er en god bog og den er også meget spændende. Men der mangler bare et eller andet, som adskiller den fra de to tidligere bøger. Den minder for meget om de to andre. Altså selvfølgelig sker der ikke de præcis samme ting som før, men jeg føler lidt at jeg godt kunne have regnet slutningen og hele handlingen ud selv. Der er ikke nogen plotwist eller andre vilde overraskelser, som gør at man virkelig husker bogen bagefter. Solfald er bare en fortsættelse. Det synes jeg er super ærgerligt, da bogen jo netop er spændende, men bare mangler det som gør den til noget helt specielt.
Udover det synes jeg godt, at der kunne være skåret lidt ned for mad- og sultebeskrivelserne. Jeg ved godt, at dét, at de sulter, er slaver og generelt arbejder og har det hårdt, er en vigtig pointe, men jeg føler bare, at der bliver nævnt for mange gange at maden er rådden eller den er kommet direkte for dyrenes foder.
Jeg kan rigtig godt lide ideen med de fire folk, (måske fem folk i denne bog) som er helt forskellige og bliver tvunget til at leve sammen, på grund af omstændighederne. Jeg synes, det er kreativt og nu, hvor de begynder et oprør bliver de virkelig nødt til at samarbejde, selvom de ikke helt stoler på hinanden. Det er rigtig interessant at læse om, og slutningen er da også meget nervepirrende.
Noget jeg har undret mig over er, hvor gamle Ivalu og Anfred er. I Solfald synes jeg de får mange farlige opgaver, i forhold til at de stadig bliver beskrevet som børn eller unge mennesker. De er også meget mere respekteret end de andre børn, så det kunne have været fint, hvis man fik oplyst en alder.
Endnu en gang vil jeg runde anmeldelsen af med at sige, at Solfald ikke er for de helt små. Nogle scener kan være meget hårde at læse og derfor anbefaler jeg at man er er 14 år eller op. Det gode er, at serien både kan læses af drenge og piger. Og jeg er sikker på at begge parter vil synes lige godt om den.
Forlag: Forlaget Mellemgaard
ISBN: 9788772181370
Udgave: 1. udg. December 2018
Sider: 272