5 stjerner, Børnebøger, Faglitteratur, Grønningen 1, Tine f. 1973

Margrethe: En lille dronning af Louise Rosenkrands

Margrethe: En lille dronning er en faglitterær billedbog. Bogen er illustreret af Louise Rosenkrands og teksten er skrevet af Marianne Kiertzner og Louise Dorthea Vind.

Bogens bagsidetekst:

“Fortællingen om Dronning Margrethe II er et stykke danmarkshistorie om en enestående og klog pige, der tager sin skæbne på sig og bliver regent for et af de ældste kongeriger i verden. 

Margrethe – en lille dronning fortæller i børnehøjde historien om dronningens usædvanlige liv. Hun bliver født, mens de tyske soldater marcherer gennem København i 1940. Hun kan ikke blive regent, fordi hun ikke er en dreng, men hun ender alligevel med at sætte sig på tronen som Danmarks dronning.”

Billede af: Margrethe: En lille dronning af Louise Rosenkrands
Margrethe: En lille dronning af Louise Rosenkrands

Margrethe: En lille dronning er en biografi fortalt for børn. Bogen er en faglitterær billedbog – men den vil også sagtens kunne bruges af lidt ældre børn, som gerne vil have baggrundsviden om Dronning Margrethe.

Bogen har nogle rigtig fine illustrationer, som passer rigtig godt til emnet. Illustrationerne kan minde om kollager/decoupage, som Dronning Margrethe selv har en forkærlighed til.

Billede af: Opslag i Margrethe: En lille dronning af Louise Rosenkrands
Opslag i Margrethe: En lille dronning af Louise Rosenkrands

Historien om Dronning Margrethe er som sagt en biografi fortalt for børn – både små og de lidt større. Margrethe: En lille dronning kan sagtens læses som en ganske almindelig historie, men kan som nævnt også bruges som en “rigtig” fagbog både til at lære de yngre børn lidt om vores lille kongerige – men også til de yngste skolebørns første opgaver.

Der er ikke særlig meget tekst på hvert opslag, men den bliver godt suppleret af de fine farverige illustrationer som fylder et helt dobbeltopslag. Teksten er ganske enkel og læsevenlig, illustrationerne er med til at udvide fortællingen og handlingen. Flere steder kan illustrationerne også være med til at hjælpe på forståelsen. Fx når vi hører om nationaldragter – og der så er en illustration, hvor de tre prinsesser har en nationaldragt på.

Billede af: Opslag i Margrethe: En lille dronning af Louise Rosenkrands
Opslag i Margrethe: En lille dronning af Louise Rosenkrands

Bogen giver et indblik i Dronning Margrethes liv – helt fra fødslen og til i dag, hvor familien er udvidet med 8 børnebørn. Selvom bogen er selvfølgelig ikke er lang, det er jo en billedbog, så synes jeg, at den kommer omkring mange vigtige emner. Det er alt fra, hvordan Dronning Margrethe i første omgang ikke kunne blive regent på grund af lovgivningen til at Dronningen kan lide at male og så videre. Emnerne er godt fordelt gennem tiden. Mit eneste minus er, at der står “Så skulle hun pludselig være den store dronning og regere Danmark”. Som voksen forventede jeg, at hun nu var “den store Dronning” eller blot Dronning, så jeg blev lidt overrasket, da hun senere bliver omtalt “Den lille dronning”. Måske fordi jeg bestemt ikke tænker på Dronning Margrethe som en “lille” dronning – tværimod. Men altså børn vil nok ikke tænke over det.

Margrethe: En lille dronning er en skøn billedbog, som tager os med på en smuttur i den kongelige verden. Bogen er lærerig og ikke mindst virkelig flot illustreret.

Billede af: 5 af 6 stjerner /Tine
5 af 6 stjerner /Tine

Forlag: Grønningen 1
ISBN: 9788793825086
Udgave: 1. udg. 10.10.2019
Sider: [34]

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *