I dag har Bech’s Books haft besøg af Susan Henriksen, som har læst og anmeldt Mørkeland af Niels Krause-Kjær. Mørkeland er en selvstændig fortsættelse af den Kongekabale, som er filmatiseret i 2004.
Anmeldelse af Niels Krause – Kjærs roman: Mørkeland, 2019
En politisk spændingsroman med en middel aldrende arbejdsløs journalist Ulrik Torp som hovedperson. Ulrik har i længere tid været uden arbejde, han er kommet i dagpengesystemet og føler sig fremmedgjort og uden indflydelse på eget liv. Bogen giver en glimrende personbeskrivelse af Ulrik og hans følelser i forhold til hans livssituation og hans syn på verden samt hvordan de ændres i takt med hans praktikforløb.
Handlingen starter med et mord på en journalist på Malta og et tandlægebesøg hvor Ulrik får en noget skræmmende meddelelse. Han indkaldes kort efter til møde på jobcentret og sendes i praktik på sin tidligere arbejdsplads på Dagbladet. Herefter tager handlingen fart og Ulrik hvirvles ind i det politiske spil under udskrivelse af folketingsvalg, hvis udfald bliver bestemmende for om Danmark bliver eller udmeldes af EU. Sammen med en praktikant på avisen finder han frem til at et uforklarligt mord, på en ung dansk embedsmand, har forbindelser til en gammel og hemmelig del af efterretningstjenesten, en afdeling som skulle være nedlagt for mange år siden. Og som måske har deres egen politiske agenda i forbindelse med valget.
Skal ikke røbe mere af handlingen her, men bogen kan absolut anbefales og er helt klart på højde med hans tidligere bog Kongekabale. Håber at denne bog også filmatiseres.
Mørkeland får 6 stjerner herfra /Susan Henriksen
Tusind tak til Susan Henriksen for anmeldelsen.
Forlag: Lindhardt og Ringhof
ISBN: 9788711910283
Udgave: 1. udg. 16.05 2019
Sider: 304
___