4 stjerner, Gyldendal, Klara f. 2003, Øvrigt skønlitteratur, Ungdomsbøger/Young Adult

Her fra min himmel af Alice Sebold

En gang om måneden deltager jeg i en læseklub, hvor vi læser en bog og bagefter taler om den. I november måned valgte vi at læse Her fra min himmel af Alice Sebold og det er jeg egentlig meget glad for.

Dette er et uddrag fra forlagets beskrivelse:

“Susie Salmon er en almindelig teenager i en almindelig forstad i 1970’ernes USA – indtil den dag hun går hjem gennem majsmarken, og en mand fra kvarteret overtaler hende til at gå med ham hen til hans hule. Susie bliver voldtaget og myrdet, men lever videre i sin helt egen himmel. Herfra fortæller hun sin historie og betragter livet på jorden. Hun følger sin morder og politiets jagt på ham, og hun er næsten til stede hos sine forældre og søskende, mens de prøver forstå tragedien.

HER FRA MIN HIMMEL er en dybt rørende roman om en ubærlig tragedie, om kærlighed til familien og ikke mindst om at miste, sørge og forsøge at leve videre.”

Billede af: Her fra min himmel af Alice Sebold
Her fra min himmel af Alice Sebold

Her fra min himmel er nok ikke en bog, som jeg umiddelbart selv ville have valgt at læse, da jeg mest læser fantasy eller sci-fi. Men jeg er nu glad for, at det er den som vi har valgt at læse, da den er meget god og også anderledes end det jeg havde forventet. Jeg havde nok forventet, at den var mere krimiagtig og at det ville blive en jagt på, at finde Susies morder, men bogen handlede mere om sorgbearbejdelse og det at komme videre efter at noget så tragisk som et barnemord har fundet sted. Jeg havde nok personligt håbet på, at den var mere krimiagtig (måske fordi jeg ikke har læst særlig mange krimier og jeg faktisk er ret vild med den genre), men på den anden side har den nogle ret vigtige aspekter af sorgbearbejdelse med og på den måde skiller den sig også ud i forhold til andre bøger af sin slags.

Efter at Susie dør kommer hun i himmelen, som egentlig ikke er den himmel, som de fleste nok forestiller sig. Det er mere et sted mellem himmelen og livet. For at Susie kan komme videre til ”den rigtige himmel”, bliver hun nødt til at acceptere at hun er død og give slip på de levende nede på jorden. Det har hun svært ved og derfor bliver hun i mellemstadiet, hvorfra hun betragter livet nede på jorden. Man hører ikke så meget om Susies himmel, men mere om hvordan livet går videre nede på jorden. Nede på jorden har Susies familie hver deres måde at takle Susies død på og det synes jeg er en vigtig detalje, da det ikke er alle som håndterer sorg på samme måde.

Susie er den som fortæller historien og i modsætning til dem nede på jorden, ved hun hvem hendes morder er og hun kan se alt, hvad der foregår. Selvom hun ikke kan gøre eller sige noget til personerne nede på jorden, udvikler hun sig stadig med tiden. I starten følger hun hendes morder og ønsker at han dør, men jo længere man kommer ind i bogen, desto mere accepterer hun, at hun er død, og at mysteriet om hendes død måske ikke vil blive kendt af andre end hende selv.

Nogle gange i løbet af historien synes jeg, at bogen lagde op til ting som ikke fik nogen betydning for handlingen. Det kunne godt være lidt irriterende og derudover var historien lidt forvirrende, da skiftene mellem at Susie fortæller om det der sker i hendes himmel og det der sker nede på jorden flyder sammen.

Noget som overraskede mig ved bogen var, at den også havde en spirituel twist. Det var noget, som jeg synes den godt kunne havde udeladt. Især til sidst var der en scene, hvor den spirituelle del blev en tand for overdrevet til min smag.

Alt i alt synes jeg, at Her fra min himmel er en god og spændende bog, som har nogle vigtige temaer. Den er heller ikke så dyster, som man måske kunne have troet ud fra bogens bagsidetekst. Men jeg vil alligevel sige, at man kun skal læse bogen, hvis man er 15 år eller derover.

Billeede af: 4 af 6 stjerner /Klara
4 af 6 stjerner /Klara

Forlag: Gyldendal
ISBN: 9788702086263
Udgave: 2. udg. 1. oplag. 2010.
Originaltitel: The lovely bones
Oversætter: Tim Kane
Sider: 319

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *