Årets første anmeldelse på Bech’s Books er af en bog, som har været ventet med spænding. I dag d. 2.1.20 udkommer Pitbull af Anne Mette Hancock.
Pitbull er 3. bog i serien om journalisten Heloise Kaldan og hendes ven efterforskeren Erik Schäfer. De to første bøger hedder Ligblomsten og Mercedes-snittet, og som I nok kan gætte, så var jeg virkelig vild med dem. Selvom Pitbull for så vidt godt kan læses som en selvstændig historie, så vil jeg anbefale, at man læser serien fra begyndelsen, så man også kan følge de medvirkende personers historier og udvikling. Serien er som sagt også rigtig god, så man går virkelig glip af noget, hvis man springer de første bøger over…

Bogens bagsidetekst:
“Hvem tør gå i graven med sort samvittighed?
Journalist Heloise Kaldan er ved at lave en reportage om døende danskere, da Jan Fischhof – en ældre, kræftsyg sønderjyde – betror hende, at han i sin ungdom var indblandet i en alvorlig forbrydelse. Heloise undersøger sagen, og da hun opdager, at den har forbindelse til en række unge kvinder, der forsvandt sporløst i slutningen af 90’erne, får hun brug for hjælp fra sin ven, den bramfri efterforsker Erik Schäfer fra Københavns Politi.
I et kapløb med tiden skal hun nå til Sønderjylland og afdække de gamle sager, inden Jan Fischhof udånder. Hvad blev der af de forsvundne piger? Hvem var manden, de lokale kalder Pitbull? Og havde Fischhof noget med hans død at gøre?

Hvor heldig har man lige lov at være? Vi har været i Florida på juleferie og det er ikke altid lige sjovt at komme dertil, når man som jeg ikke er særlig vild med at flyve. MEN i selskab med Anne Mette Hancocks nye bog, så gik flyveturen jo ganske fint. Og selvom det var virkelig svært at putte Pitbull i tasken, da flyet landende, så var det jo lækkert at kunne tage bogen med til poolen dagen efter – og godt at jeg havde ferie, så jeg kunne læse den færdigt uden at slippe den. Pitbull landede i postkassen umiddelbart inden vi skulle rejse.

Hovedpersonen Heloise Kaldan er en spændende person – og hun har en stærk personlighed. Det er interessant at følge hende både i privatlivet og i arbejdslivet. Hendes gode ven efterforskeren Erik Schäfer er virkelig sympatisk og som Heloise meget let at holde af – og med. Som skrevet i anmeldelsen af Mercedes-snittet, så burde alle have en ven som Erik Schäfer. Både Heloise og Erik går all in, når det drejer sig om deres arbejde. Der er selvfølgelig en del flere personer med i Pitbull – alle er fint beskrevet og det er let – og nogle gange lidt sjovt, at kunne se dem for sig. Gad vide om mine forestillinger reelt er som Anne Mette Hancock tænker, når hun skriver?!
Handlingen i Pitbull foregår i henholdvis den livlige storby København kontra det ganske landlige og hvad man måske umiddelbart kunne tro, mere fredelige Sønderjylland. Men mon ikke de fleste bliver ganske overraskede over, hvad der faktisk finder sted i de noget mindre byer langt fra hovedstaden?! Jeg kender ikke meget til området i Sønderjylland – men Anne Mette Hancocks miljøskildringer er som altid gode, og et nærmere kendskab er slet ikke nødvendigt. Både personbeskrivelserne og miljøskildringerne er både troværdige og realistiske. Anne Mette Hancock har bestemt et godt kendskab til både Sønderjylland og København. Anne Mette Hancock er oprindeligt fra Sønderjylland – og det kendskab til området, synes jeg bliver brugt fint.
I Pitbull følger vi på skift de involvererede personer, det er hovedsageligt Heloise og Erik. Men vi hører om flere forskellige personer – hvilket fungerer godt og er med at belyse “sagen” fra flere sider – og samtidig fik det mig til at tro – og tænke at måske… men nej…. Hvordan det hele hænger sammen må man vente med at finde ud af til allersidst.
Når jeg efter endt læsning tænker på Pitbull, hvilket er umuligt ikke at gøre, så tænker jeg på den som spændende og uhyggelig, men ikke på en grusom og skræmmende måde. Jeg synes, at det psykologiske aspekt fylder en del mere end blod “en masse”. Men altså selve “sagen” er jo alligevel grusom… Men det må I læse mere om selv.
Pitbull har flere vigtige temaer – og jeg ELSKER når en krimi ikke blot er en krimi… Et af de vigtigste temaer for mig er håbet om at få tilgivelse eller rette op på de “dårlige” ting, som man har lavet gennem livet. I forbindelse med dette hører vi også om Vågetjenesten, som Heloise har meldt sig til. Vågetjenesten er en reel tjeneste, hvor frivillige tilbringer tid med døende for at give ro og tryghed i en måske ganske ensom tid. Vågetjenesten tåler bestemt så meget synliggørelse, som den kan få. Mit kendskab til tjenesten var næsten ikke-eksisterende, hvilket er for dårligt. Jeg håber, at Pitbull kan være med til at udbrede kendskabet til tjenesten.
Derudover er Pitbull en krimi om venskaber, genfunden kærlighed, svigt og ikke mindst hemmeligheder.
Præcis som de to forrige bøger, så er Pitbull yderst velskrevet med fine uigennemskuelige plottwist. Først til allersidst løftes sløret for, hvordan det hele hænger sammen – ja, jeg havde i hvert fald ikke luret det, men sad med tilbageholdt åndedræt mens løsningen åbenbarede sig for mig.
Selvom 2020 først lige er begyndt, så er jeg helt sikker på at Pitbull vil være blandt mine favoritter, når året slutter!

Læs også min anmeldelse af den forrige bog: Mercedes-snittet.
Forlag: Lindhardt og Ringhof
ISBN: 9788711693278
Udgave: 1. udg. 02.01.2020
Sider: 340
___
Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

[…] til en anmeldelse). Sidst men ikke mindst, må jeg fremhæve den nye krimi af Anne Mette Hancock, Pitbull – den har alt hvad en krimi skal have – og lidt mere […]