5 stjerner, Gyldendal, Krimi/spænding, Tine f. 1973

Sekten på Tågeøen af Mariette Lindstein

Sekten på Tågeøen af Mariette Lindstein udkommer i dag d. 4. februar 2020. Sekten på Tågeøen er 1. del af spændingstrilogien om new age-bevægelsen, Via Terra. Trilogien bygger på Mariette Lindsteins egne oplevelser i forbindelse med sin flugt fra Scientology. Nu skriver jeg trilogi, som jeg har fra beskrivelserne – men jeg kan faktisk se på forfatterens hjemmeside, at 4. del: Requiem på Dimön, udkommer på svensk i 2020.

Mariette Lindstein blev, som blot tyveårig, inddraget i den nyreligiøse Scientology-bevægelse. Det tog hende mere end tyve år at slippe væk fra bevægelsen.

Forlagets beskrivelse:

“På en tåget og stormomsust ø i den svenske skærgård har en new age-bevægelse slået sig ned på herregården Via Terra. Den karismatiske leder Franz Oswald samler sine tilhængere under mottoet ”Vi vandrer jordens vej” og budskabet om, at verden er ude af balance og stress og giftstoffer ved at ødelægge menneskeheden.

Sofia Bauman har lige afsluttet sine universitetsstudier og bliver fascineret af Oswalds lære. Hun spiser økologisk, kobler af fra verdens larm og genfinder kontakten med naturen på øen. Hun bliver så tryllebundet, at hun tager imod Oswalds tilbud om et job og om at slå sig ned iblandt dem.

Da sommeren går på hæld, og efterårstågen sænker sig over øen, får Sofia en snigende fornemmelse af at være blevet draget ind i en sekt. Flere og flere forskelle mellem bevægelsens ansigt udadtil og Oswalds hensigter går op for hende. Pludselig er der sat elektrisk hegn og alarmer op omkring sektens ejendom, og vejen tilbage til et normalt liv viser sig at være forvandlet til et mareridt.”

Sekten på Tågeøen er skrevet som en spændingsroman, men jeg synes sagtens, at man kan mærke, at forfatteren tager udgangspunkt i egne oplevelser. Gyldendal skriver også: “Mariette Lindstein fortæller, at intet i bogen er sandt, men at alt er sandt på en måde.”

I 2016 blev bogen kåret som årets svenske krimidebut.

Billede af: Sekten på Tågeøen af Mariette Lindstein
Sekten på Tågeøen af Mariette Lindstein

For mange år siden læste jeg flere bøger om sekter og andre religiøse bevægelser. Det er åbenbart historier, som hænger ved – for jeg havde faktisk lidt svært ved at skille denne historie fra dem, som jeg allerede havde læst. Jo længere jeg kom ind i bogen, jo bedre blev det dog. Sekten på Tågeøen er måske på nogle punkter lidt som andre, da historien/oplevelsen ved at være en del af en sekt jo desværre ofte opfattes ret ens af de involverede. Men den mere mystiske del, som ikke “kun” handler om at være medlem af en sekt, er heldigvis helt sin egen.

Uanset om der er ekstra plot twists, som i Sekten på Tågeøen, så tror jeg altid, at historier om sekter vil være skræmmende. At denne historie så er skrevet som en thriller, er med til at historien samtidig bliver spændende – på grænsen til det uhyggelig.

Sekten på Tågeøen bliver fortalt af en implicit fortæller – med udgangspunkt i Sofias oplevelser. Men bogen bliver også “krydret” med kortere afsnit skrevet i kursiv, hvor vi hører en ganske uhyggelig og ret ubehagelig historie, som foregår forud for tiden på Via Terra, men som er yderst relevant for den øvrige del af bogen. Det er svært at skrive meget mere uden at røbe for meget, men det hele hænger sammen – og de to historier er med til at vise det samlede billede. – Ikke mindst giver disse kortere afsnit også læsere lidt at fundere over undervejs.

Mariette Lindsteins personskildringer er rigtig gode. Sofia Bauman, som er bogens hovedperson er godt beskrevet. Sofia virker umiddelbart som en stærk kvinde med benene rimeligt solidt placeret på jorden. At hun så ender i “kløerne” på Franz Oswald og Via Terra viser tydeligt, hvor svært det kan være at sige fra – og se hvad der reelt gemmer sig bag glansbilledet og samtidig hvor  meget andres indflydelse kan påvirke én.

Udover Sofia, så synes jeg også, at vi får et rimeligt billede af Franz Oswald – især hans personlighed er ganske skræmmende. De øvrige karakterer i bogen er også skildret fint – og alle beskrivelser passer godt på de roller, som personerne har. Der er dog nogle stykker, som jeg mangler lidt mere beskrivelse af, men det er først nu, hvor jeg har læst bogen færdig, at jeg tænker over det – og umiddelbart, så har det ikke nogen betydning for handlingen.

Også miljøbeskrivelserne synes jeg er virkelig gode. Jeg har i hvert fald meget let ved at forestille mig Via Terra, Tågeøen osv. Både person- og miljøskildringerne, plus selve historien om sekten virker meget realistiske – og selvom en del af handlingen (forhåbentlig) er fiktion, så er denne del meget troværdigt skrevet.

Uden at spoile for meget, så tror jeg godt, at jeg kan skrive, at jeg synes det er rart, at der også er blevet plads til en lille kærlighedshistorie – den passer fint med resten af fortællingen.

Som udenforstående, så kan det godt være meget svært at forholde sig til verden indenfor sektens mure. Det kan virke både naivt og samtidig meget foruroligende, at helt almindelige mennesker tager valget og følger med en sekt – og endnu værre, at de faktisk ikke opdager, at det er en sekt, som de pludselig befinder sig i. Det er jo desværre ikke bare et enkeltstående tilfælde, hvilket bestemt ikke gør hverken Sekten på Tågeøen eller andre fortællinger om sekter mindre skræmmende. Tænk, hvis det var dig eller nogle du kender – der pludselig er en del af noget, som du/de ikke selv kan se er en sekt!? På forsiden af bogen står der: “Du vælger ikke dem. De vælger dig.” – Virkelig en rammende beskrivelse.

Sekten på Tågeøen er velskrevet med et fint spændingsplot, som passer godt til livet i sekten. Selvom historien er ganske stille og roligt fortalt, så er den alligevel både interessant og intens.

Nu har jeg jo set på Mariette Lindsteins hjemmeside, at de to næste bøger i serien allerede findes på svensk. Så hermed en opfordring til Gyldendal: “Skynd jer at få de to næste bøger oversat til dansk.”

Billede af: 5 af 6 stjerner /Tine
5 af 6 stjerner /Tine

Forlag: Gyldendal
ISBN: 9788702287981
Udgave: 1. udg. 04.02.2020
Originaltitel: Sekten fra Dimön
Oversætter: Signe Lyng
Sider: 479

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *