3 stjerner, Krimi/spænding, Lindbak + Lindbak, Tine f. 1973

De stille skridt af Emilia Hansen

De stille skridt er efterfølgeren til Hemmeligheden, som var Emilia Hansens debut-krimi. Udover at være forfatter har Emilia Hansen i flere år skrevet artikler og historier for blandt andet Aller og Egmont. De stille skridt udkom d. 3.2.2020. Serien har bogholderen Lulu West som hovedperson.

Forlagets beskrivelse:

“Lulus gamle nabo, Gunnar, er overbevist om, at nogen slår de gamle ihjel på plejehjemmet, hvor han bor. Lulu slår det først hen. Gunnar er jo blevet ældre – og han virker forvirret. Men hvad nu, hvis han har ret? Lulu beslutter sig for at kigge nærmere på sagen og snart begynder der at ske uhyggelige og uforklarlige ting omkring hende. Nogen jager de svage. De nemme ofre. Dem som alligevel snart skal dø, og pludselig er både Gunnar og Lulu i fare. Hvad er det egentlig som foregår? Kærligheden driller også Lulu, for hendes kærestes gamle forlovede dukker uventet op, og hun mener åbenbart ikke, at det er helt slut. Men hvad mener Mads?”

Beskrivelsen af De stille skridt og forsidebilledet ledte mine tanker hen på Hjemmet af Mats Strandberg, men da jeg først kom i gang, så kunne jeg godt se, at historierne er meget forskellige, selvom handlingen i dem begge hovedsageligt finder sted på et plejehjem.

Præcis som med Hemmeligheden, så mener jeg, at De stille skridt er en krimi med mest vægt på de psykologiske aspekter, selvom der sker nogle lidt voldsomme ting undervejs – med lidt blod tilsat, så synes jeg stadig, at det er en rimelig rolig fortælling.

Billede af: De stille skridt af Emilia Hansen
De stille skridt af Emilia Hansen

De stille skridt er som sagt ikke en krimi med hovedvægten på den blodige del, men jeg synes helt sikkert, at den alligevel har en snert af uhygge – for gad vide, hvem man kan stole på? Faktisk er det jo også, hvad bogen handler om. Udover delen med at sidde helt forsvarsløs – og samtidig vide, at der er en morder på spil. Især Lulu, som har svært ved at lade et mysterium glide forbi, er på jagt efter den skyldige – og det er ikke altid ufarligt… Jeg synes ikke, at Lulu virker til at have lært særlig meget fra den foregående store sag i Hemmeligheden – for hun er lige så nysgerrig og lige så lidt diskret, som hun altid har været.

Personbeskrivelserne i De stille skridt er for så vidt ok, men nok mest fordi jeg allerede har lidt kendskab til nogle af personerne fra den forrige bog. Jeg mangler stadig at lære især Lulu og Mads bedre at kende, da jeg har svært ved at få et tydeligt billede af dem. Det er Lulu, som fortæller historien som jeg-fortæller – og ofte kommer man ret tæt på personerne på denne måde – men jeg mangler stadig noget, og på nogle punkter virker beskrivelsen for overfladisk. Jeg må dog indrømme, at de forviklinger vi hører om i forbindelse med Lulu og Mads’ privatliv er ganske fine – og de passer godt ind i historien. På sin vis er disse også med til, at vi får et lidt  bedre kendskab til dem begge. Igen er der andre personer med – og nogle af dem er ganske godt beskrevet. De passer godt til historien, både til de steder de arbejder – men også fordi de bidrager med noget alsidighed. Jeg vil ikke skrive så meget om dem, da der ikke er vildt mange personer med – og jeg vil jo ikke røbe for meget… skurken er jo mellem dem. Fordi der ikke er så mange karakterer med i fortællingen, er det ganske let at holde styr på dem vi hører om.

Jeg må igen fremhæve, at jeg synes, der er skønt, at Lulu er bogholder og ikke ansat ved politiet eller arbejder som journalist, som man ofte hører om i krimier. Samarbejdet med Mads virker mere realistisk i denne historie.

De stille skridt er velskrevet og den har en fint og veltænkt plot, som er troværdigt fortalt. Bogen er meget letlæst, men jeg synes desværre, at den havde meget svært ved at fænge mig. Jeg synes, at den er lidt for lang tid om at komme rigtig igang – og undervejs sker for lidt og tingene tager for lang tid. Men det skal også siges, at jeg godt kan lide krimier med virkelig gang i den.

Selvom serien indtil nu ikke har været blandt de bedste, jeg har læst, så synes jeg alligevel, at det er en god start fra Emilia Hansen. Jeg vaklede mellem 3 og 4 stjerner. Jeg synes, at De stille skridt er en tand bedre end Hemmeligheden, men jeg mangler endnu lidt mere kant og personlighed, så jeg er endt på 3 store stjerner. Jeg har stadig lyst til at læse mere om Lulu og ikke mindst glæder jeg mig til at følge Emilia Hansens udvikling som forfatter.

Billede af: 3 af 6 stjerner /Tine
3 af 6 stjerner /Tine

Forlag: Lindbak + Lindbak
ISBN: 9788793695092
Udgave: 1. udg. 2020
Sider: 312

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

 

2 thoughts on “De stille skridt af Emilia Hansen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *