4 stjerner, Forlaget Brændpunkt, Krimi/spænding, Tine f. 1973

Hvepsestik af Line Vester Larsen

Krimien Hvepsestik af Line Vester Larsen udkommer i dag, d. 12.03.2020. Hvepsestik er forfatterens krimidebut. Line Vester Larsen er uddannet fra Copenhagen Business School og har siden arbejdet som kommunikationsrådgiver. Line er født i Aarhus, men bor nu på Frederiksberg med sin familie.

Forlagets beskrivelse:

“KØBENHAVN ER RAMT AF HEDEBØLGE, da motionisten, Anders Hansen, gør et makabert fund i Frederiksberg Have. En studine er brutalt blevet stukket ned og efterladt døende ved havens børneattraktion suttetræet.

Den garvede efterforsker, Britt Østerby, sættes på sagen, og som makker får hun den unge Oliver Lindberg. Sagen tager hurtigt en uventet drejning, da det viser sig, at Oliver gemmer på en tung hemmelighed, der kan koste ham pladsen i efterforskningen.

Inden længe befinder Britt sig i en drabssag, som med lynets hast udvikler sig kaotisk, da nye spor trækker tråde til en broget verden af sugardating¸ hvor kærligt selskab sælges og købes som en eftertragtet luksusvare.

Et par dage efter findes endnu en kvinde myrdet. Er der en sammenhæng mellem de to drab? Og hvorfor havner den tilsyneladende naive motionist, Anders, igen i begivenhedernes centrum?
Jorden brænder under Britt, der én gang for alle må revurdere sit pragmatiske syn på skyld og uskyld i en vanvidsefterforskning, der involverer alternative drabsmetoder og udspekuleret hævn.”

Hvepsestik er en meget velfortalt og ikke mindst læsevenlig krimi.  Jeg synes, at bogen er meget letlæst, alligevel er der plads til nogle gode miljø- og personskildringer – og et spændende plot med et godt tema.

Billede af: Hvepsestik af Line Vester Larsen
Hvepsestik af Line Vester Larsen

Der er ikke afsindig mange mennesker at holde styr på i Hvepsestik, hvilket giver et rigtig godt overblik. Vi møder efterforskerne Britt Østerby og Oliver Lindberg og motionisten og tøjsælgeren, Anders Hansen. Derudover medvirker der selvfølgelig flere forskellige karakterer, men jeg synes, at de nævnte er de vigtigste. Alle tre bliver rigtig fint beskrevet – og jeg synes, at man får et godt indblik i dem som personer. Det er dejligt, at de stort set alle virker som “helt almindelige mennesker”. Jeg synes, at måden især efterforskerne og deres indbyrdes relation bliver beskrevet på lægger op til en efterfølger til Hvepsestik – hvem ved?!

Hvepsestik foregår i København, og her fornægter forfatterens kendskab til området sig bestemt ikke. Miljøskildringen af de områder som Hvepsestik foregår i er rigtig gode – og selvom jeg absolut ikke kender til disse områder, så kan jeg alligevel sagtens se dem for mig.

Udover dette, så tænker jeg, at der ligger en del research bag fortællingen, da den både virker autentisk og troværdig. Jeg har en følelse af, at Line Vester Larsen har brugt en del tid på, at få de faktuelle ting på plads, så en del af historien især den, som foregår inden for efterforskingen og politiet, bliver fremstillet så korrekt så muligt. Og selv sådan en som mig, der normalt ikke ved så meget om disse forhold – eller går vildt op i det, så synes jeg alligevel, at det er med til at fremstille Hvepsestik i et realistisk lys.

I pressemeddelelsen fra Forlaget Brændpunkt står der: “På Brændpunkt udgiver vi kun kriminalromaner, hvis vi mener, de har noget på hjerte ud over at være spændende. Det har Line Vester Larsen i Hvepsestik”.  Og ja, jeg synes at der er flere både relevante og aktuelle temaer. Et af disse temaer er selvfølgelig sugardating. Et emne, som de færreste nok ved særlig meget om – men måske burde?! Samtidig med at jeg læste bogen, var emnet sugardating faktisk i nyhederne i forbindelse med Fie Laursen, en af artiklerne om denne sag kan læse på dr.dk. Hvepsestik giver et godt indblik i, hvad sugardating egentlig er – og vi hører om dette fra flere sider. Jeg synes, at den del er virkelig spændende og vellykket – det var i hvert fald et ikke særlig kendt emne for mig.

Plottet i Hvepsestik er fint opbygget og hænger godt sammen, fortællingen virker meget gennemtænkt. Selvom jeg synes, at bogen er både hurtigt og letlæst, så har den alligevel nogle plot twists, som jeg ikke havde luret. Slutningen var bestemt heller ikke en, som jeg lige havde set komme.

Billeede af: 4 af 6 stjerner /Tine
4 af 6 stjerner /Tine

Forlag: Forlaget Brændpunkt
ISBN: 9788793835351
Udgave: 1. udg. 12.03.2020
Sider: 319

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *