Raelene Dundon har skrevet bogen, Mit barn har autisme – sådan taler vi om det. Og faktisk beskriver den sidste del af titlen “Sådan taler vi om det” meget godt, hvad bogen handler om.
Forfatteren Raelene Dunlon er psykolog og bor i Melbourne, Australien. Hun er leder af et center, som tilbyder hjælp og rådgivning til børn og unge med autisme og angst. Raelene Dundon er mor til tre, hvoraf de to har autisme.
Fra forlagets beskrivelse:
“Hvordan fortæller I jeres barn, at det har autisme? Skal jeres søn eller datter overhovedet vide det? Og hvad med den øvrige familie, pædagoger, lærere og andre i barnets nærhed? Mit barn har autisme giver råd og vejledning til, hvordan I som forældre kan fortælle både jeres eget barn og andre om hans eller hendes autismediagnose.”
Før jeg skriver om bogen, må jeg fortælle, at vi har en søn på 12 år, som har autisme. Derfor er autisme noget, som vi har tæt inde på livet. Dernæst vil jeg sige, at vi har oplevet det at få stillet en diagnose, hjælp og rådgivningen bagefter meget anderledes end det bliver beskrevet i Mit barn har autisme. Måske det kun er sådan, det sted hvor vores søn er udredt, men det kan også være, at der er mere forskel mellem landene end jeg faktisk vidste.
Mit barn har autisme er en velskrevet og for de flestes vedkommende en meget brugbar bog. Hvis man fx har svært ved at få gang i samtalen med sit barn om autisme – eller det kan være svært at få fortalt om diagnosen til omgangskredsen, så er der god hjælp at hente i bogen. Jeg må erkende, at vi selv føler os ovre det kapitel med at tale med vores søn om autisme – og det samme med de fleste i vores omgangskreds. Men jeg er sikker på, at der er flere forhold som griber ind i, hvorvidt man har brug for støtte og ideer eller ej. Nogle finder hurtigt et for dem, naturlig leje – og andre (som os) har det nok altid været der – og på den måde blevet en del af hverdagen. Vi har dog været sammen med flere, som helt sikkert vil kunne få gavn af denne bog. Ikke alle børn er lige villige til at dele diagnosen med dem, der faktisk kan have gavn af at vide at barnet har fået denne diagnose – og så kan Mit barn har autisme, været et godt udgangspunkt, da man her kan få gode ideer til at få hul på snakke – både i familien, men bestemt også uden for.
Da jeg læste Mit barn har autisme kunne jeg ikke undgå at hæfte mig ved de forskelle, der bliver skrevet om, til det vi har oplevet i hverdagen. Jeg tænker, at man måske griber autisme-diagnosen lidt forskelligt an, efter hvor man befinder sig – det kan fx være, hvilken hjælp der tilbydes, hvordan skolesystemet er opbygget osv. Men de grundlæggende redskaber tænker jeg, at man kan bruge uanset, hvor man befinder sig. Bogen indeholder nogle gode bud på, hvordan man kan snakke med barnet/den unge om autisme-diagnosen. Det bliver gjort både udfra fortællinger fra hverdagen af andre børn/unge – men også via forskellige arbejdsark (bagerst i bogen). Arkene egner sig både til samtaler om fx. positive ting ved autisme – og de ting man måske skal øve sig på. Samtidig kan de hjælpe børnene/de unge med en tydeliggørelse af, hvad autisme reelt dækker over.
Mit barn har autisme – sådan taler vi om det er rimeligt letlæst – og ganske anvendelig og et godt udgangspunkt for dem, som har brug for den. Bogen henvender sig til alle, som har med børn/unge med en autisme-diagnose at gøre i hverdagen – både forældre, lærere m.f.
Tak til Frydenlund for anmeldereksemplaret.
Forlag: Frydenlund
ISBN: 9788772162164
Udgave: 1. udg. 2020
Originaltitel: Talking with Your Child about Their Autism Diagnosis
Oversætter: Susanne Ove
Sider: 184
___