4 stjerner, Gads Forlag, Krimi/spænding, Tine f. 1973

Måske uskyldig af Alafair Burke

Måske uskyldig er skrevet af den amerikanske forfatter Alafair Burke, som er tidligere anklager – og nu underviser i strafferet ved siden af skriveriet. Sidste år udkom romanen Bag facaden, hvilken var forfatterens første bog på dansk. Måske uskyldig er en krimi, som foregår på Manhattan, hvor Alafair Burke også bor.

Fra forlagets beskrivelse:

“Olivia er en af New Yorks bedste forsvarsadvokater. Hun opdager, at hendes ekskæreste, bestsellerforfatteren Jack, er anklaget for tredobbelt mord. Men Olivia er overbevist om, at han er uskyldig. Spørgsmålet er, hvem der har lagt en fælde for ham – og hvorfor. Olivia beslutter sig for at forsvare Jack. For mange år siden knuste hun nemlig hans hjerte, og nu håber hun at kunne gøre det godt igen. For selvfølgelig har han ikke myrdet nogen. Eller har han?”

Billede af: Måske uskyldig af Alafair Burke
Måske uskyldig af Alafair Burke

Måske uskyldig er velskrevet i et let og ligetil sprog. Det er et sprog, der passer fint til fortællingen. Jeg synes, at det er super svært at skrive om Måske uskyldig uden at spoile. Derfor bliver anmeldelsen måske ikke så dybdegående. Jeg beklager på forhånd, hvis jeg kommer til at spoile en smule.

Hovedpersonen Olivia Randall er dygtig til sit arbejde som forsvarsadvokat, men hun er knap så dygtig til at være i et forhold – og måden hun håndterede forholdet til den mordsigtede Jack på, var bestemt heller ikke en succes. Disse to modsætninger mellem hendes professionelle faglighed og hendes ret kaotiske privatliv kunne for så vidt godt gå godt i spænd, men jeg blev desværre ofte ret irriteret på Olivia – og havde lidt svært ved at fokusere på, hvor dygtig hun faktisk er til sit job. Men hun er en markant og tydelig karakter – og jeg synes, hun passer godt i den tildelte rolle. Beskrivelserne af både hende og Jack er rigtig gode – og det er let at forestille sig dem, både før og nu. Der er ikke mange personer med i fortællingen, så der er ganske let at bevare overblikket.

Plottet i Måske uskyldig er spændende og veltænkt. Der er flere twists undervejs – og der er pænt mange ledetråde, hvilket jeg er godt kan lide. Med gode ledetråde, så tror man at måske… men måske alligevel ikke… Og lige netop sådan et plot er jeg vild med. Dog var der et par ledetråde, som jeg desværre fandt ret “åbenlyse”, hvilket gjorde, at jeg havde luret noget af det vigtigste for tidligt. Men måske læser jeg bare for mange krimier..!?

Måske uskyldig er en ganske ublodig fortælling. Den bygger mere på det psykologiske aspekt især omkring hvem man kan stole på osv. Derudover tager fortællingen det vigtige emne selvtægt op – uden at det bliver en løftet pegefinger, i stedet giver den mere stof til eftertanke, for hvad/hvordan ville man selv reagere, hvis man ikke mener at retssystemet har straffet hårdt og bredt nok?! Vi får også et indblik i, hvor hurtig offentligheden er til at dømme – beviser eller ej, blot udfra deres egne fordomme og måske netop med tanken om, hvad de selv ville have gjort.

Som skrevet har Alafair Burke også fået udgivet romanen Bag facaden i Danmark. Det er ikke så tosset, at have den til gode – i hvert fald synes jeg, at Alafair Burke skriver godt og fængende. Hun er helt sikkert en forfatter, som jeg vil holde øje med.

Billeede af: 4 af 6 stjerner /Tine
4 af 6 stjerner /Tine

Forlag: Gads forlag
ISBN: 9788712060345
Udgave: 1. udg. 2020
Originaltitel: The Ex
Oversætter: Brian Christensen
Sider: 298

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

1 thought on “Måske uskyldig af Alafair Burke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *