Død verden – Forenet er den 4. og sidste bog i Louise Haibergs science-fiction-serie. Altså nu skriver jeg sci-fi, men der er både vampyr-elvere og zombier i en apokalyptisk verden… Så måske dark fantasy/sci-fi er mere dækkende. Se seriens rækkefølge sidst i indlægget.
Bogens bagsidetekst:
“Mit navn er Nera.
Dette er mit liv, min virkelighed. Den nye verden.
Jeg begyndte at skrive dagbog for ikke at glemme dem vi mister.
Fordi jeg ikke længere kan holde ud at glemme dem.
Den indeholder min historie. Mine minder og beskrivelser.
Jeg skriver den til fremtidige generationer.
Nera har ikke opgivet håbet.
Selvom alle andre anser Bane som fortabt, nægter hun at give slip på ham.
Peter har fundet en kur til menneskene, og Nera planlægger at redde Bane og bringe ham med tilbage til Vita.
Men planen vil muligvis koste hende livet.
Hvor langt vil Nera gå for kærlighed og sjælefred?
Og hvilken pris er for høj når man kæmper for den man elsker?”
Død verden – Forenet er som sagt 4. bind i en serie – men for at få mest muligt ud af denne bog, så kræver det, at man også læser de 3 foregående – i den rette rækkefølge, da Død verden-serien er en fortløbende historie.
Engang læste jeg stort set kun fantasy og sci-fi – men det sker ikke så ofte længere. Død verden har dog fået mig til at kigge lidt efter disse genrer igen – i hvert fald fængede serien Død verden fra start – og jeg måtte virkelig væbne mig med tålmodighed, mens jeg ventede på at Død verden – Forenet skulle udkomme. Nu er det så desværre slut, men ringen er sluttet og jeg kan mangler ikke noget, altså jeg hører da gerne mere om Neras liv. Men jeg sidder bestemt ikke med en følelse af at mangle noget.
Selvom historien ikke virker realistisk i forhold til den verden vi lever i, så synes jeg, at Nera er rigtig godt beskrevet – og hun virker både realistisk og troværdig. Nera er en sej fightertype med begge ben på jorden. Måske er det fordi hun ikke ser andre muligheder – men hun virker ikke bange for noget, og er klar til at tage kampen op for at hun og dem hun holder af kan forblive i live.
Historien handler om Nera – og selvom vi hører om andre karakterer også, så bliver de set fra Neras synsvinkel. Vi møder ikke mange mennesker som Nera – og kun nogle få følger vi tæt. Det samme gælder vampyrelverne, hvor der også er nogle vi kommer tættere på end andre. Bane, som også er en vigtig karakter, er ikke så åben som Nera – og derfor bliver han sværere at komme ind på livet af, men ud fra Neras betragtninger, så kan man slet ikke undgå at synes om ham. Alle har fine beskrivelser og de passer godt til hver deres roller. Der kommer også zombier på banen – og de er beskrevet som værende præcis lige så ulækre og modbydelige, som jeg forestiller mig dem.
Plottet fungerer perfekt – det er velskrevet og virker gennemtænkt. Sproget passer godt til Neras fortælling – og kombinationen af dagbogsfortælling og jeg-personfortælling virker virkelig godt. Det giver en fin dynamik – og er medvirkende til at man føler sig rigtig tæt på Nera og de oplevelser hun har.
Serien er ikke blot en dystopisk fortælling med udsplattede zombier. Død verden er også en fortælling om håb og kærlighed, om at ville redde (bare lidt) af den verden vi kender, om hvor langt man vil og kan gå for at hjælpe, de mennesker man elsker.
Død verden var en skøn læseoplevelse, som helt sikkert var med til at minde mig om, at jeg også holder af bøger som disse.
Seriens rækkefølge:
1. Død verden – Monstre
2. Død verden – Utopia
3. Død verden – Håb
4. Død verden – Forenet
Forlag: Tellerup
ISBN: 9788758835242
Udgave: 1. udg. 2020
Sider: 282
___
[…] Steve: Nævningen Child, Lee: Uden varsel Damhaug, Torkild: Se den anden vej Haiberg, Louise: Død verden – Forenet Marwood, Alex: Onde piger Parks, Brad: Tættere end man tror Penny, Louise: Mørkt motiv Schmidt, […]