4 stjerner, Feel good/kærlighed, Øvrige forlag, Tine f. 1973

Mørklagt af Linda Victoria

[reklame – modtog champagne sammen med anmeldereksemplar]

Mørklagt af Linda Victoria er første del i Affinity-trilogien. Romanen er tidligere udkommet med titlen Rør mig, hvilket var første del af Blackwood no. 7-trilogien. Mørklagt er forfatterens debutroman.

Forlagets beskrivelse:

“Den 30-årige Martin Blackwood er direktør for virksomheden Illumitron. I en ung alder har han næsten alt, men gemmer på hemmeligheder fra en dyster opvækst.

Da han møder Danielle, forestiller hun sig den klassiske historie “kvinde redder mand”. Martin vil bare ikke reddes, og snart er Danielle viklet ind i et spil om magt, milliarder og manipulation.

Alle Martins ambitioner kan blive til virkelighed, da han accepterer et tilbud om at få den excentriske forretningsmand Marcus Marcelis som mentor – men prisen viser sig at være høj, og CIA følger med i kulissen.

For at vinde alt er Martin nødt til at satse alt – og det indebærer at gå dybere ind i mørket af den barndom, som i hele Martins voksenliv har gjort det nødvendigt at undertrykke smerten med piller og hård sex.”

Billede af: Mørklagt af Linda Victoria
Mørklagt af Linda Victoria

Mit allerførste indtryk af Mørklagt var, at bogen var noget a la Fifty Shades-bøgerne. På en del punkter er dette også tilfældet – et forhold mellem en ung studerende og en ca. 10 år ældre forretningsmand med noget ikke for godt i bagagen – krydret med en del erotik. Det kan nok lyde lidt kliche-agtigt, men Mørklagt byder på lidt mere end det – plottet er både en erotisk kærlighedshistorie, og en krimi – eller måske mere en spændingsfortælling. Den sidste del har jeg dog lidt svært ved helt at holde styr på enderne i, men måske jeg får det i den/de kommende bøger.

Derudover er Mørklagt noget mere brutal og voldelig end vi kender det fra de fleste andre erotiske bøger. Til den erotiske del kan også tilføjes, at vi hører om et homoerotisk forhold – og det kan jeg ikke umiddelbart mindes at have oplevet i andre historier. Jeg synes, at der bliver lagt op til, at det fylder mere end det reelt gør – men også det kan det jo være, at vi får mere at vide om i de næste bind, det vil ikke gøre noget.

Jeg har lidt svært ved at relatere til personerne, men det handler nok mere om mig end om historien. Danielle er alt for ung – og Martin er alt for forskellige fra den verden, som jeg kommer fra. De er begge ganske godt beskrevet – og passer til deres roller i historien. Jeg kunne bare godt have ønsket mig, at disse ikke lå så tæt op af personerne fra den tidligere nævnte bog.

Noget der desværre virker ret afskrækkende på mig er, når der forrest i bogen er et persongalleri – min første tanke er, at det får en historie til at virke uoverskuelig inden man overhovedet er begyndt. Det ville virke bedre med en grundig præsentation i selve historien. MEN lige i dette tilfælde må jeg så erkende, at jeg på grund af nogle ret enslydende navne – og personerne, som man ikke møder så tit, havde brug for listen.

Personnavnene er internationale – hvilket jeg også ved, at historien skal være, så det virker ganske fint. Plottet er i sig selv også ret internationalt – måske egentlig ret amerikansk, nok især med tanke på den erotiske del. Noget af det eneste som peger på, at handlingen hovedsageligt finder sted i Danmark er, at vi sommetider hører et enkelt bekendt stednavn. Men historien kunne for så vidt foregå, hvor som helst.

Til trods for mine forbehold, så blev jeg faktisk ret hurtigt fænget af historien. Det er skønt med et plot, der ikke kun er erotisk, men også bidrager med lidt spænding. Jeg synes, at historien tog lidt ekstra fart til sidst og sluttede lidt brat, så det bliver spændende at høre, hvad der er i vente for Martin og de øvrige personer i den næste bog.

Billede af: 4 af 6 stjerner /Tine
4 af 6 stjerner /Tine

Forlag: Victoria Publishing
ISBN: 9788797069660
Udgave: 1. udg. 2020
Sider: 410

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

1 thought on “Mørklagt af Linda Victoria

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *