5 stjerner, Krimi/spænding, Lindhardt og Ringhof, Tine f. 1973

De stumme piger af Steffen Jacobsen

For lidt mindre end et år siden skrev jeg en anmeldelse af krimien, Proxy. I dag, d. 18.09.2020 udkommer efterfølgeren til Proxy, nemlig De stumme piger af Steffen Jacobsen. Bøgerne har efterforskerne Tanya Nielsen, Kadeem Forrashi og Jacob Nordsted, som hovedpersoner.

Bogens bagsidetekst:

“Et brutalt drab på den dømte voldtægtsforbryder Gordon Nimb tvinger efterforsker Tanya Nielsen til at søge tilbage i Nimbs mørke fortid.

Køen af ofre, som kan have motiv til at hævne sig, er lang, for ud over de syv voldtægter, Nimb var dømt for, pralede han gerne med alle de uopklarede sager og ofre, som han kaldte ‘de stumme piger.’

Tanya kan ikke finde hjælp hos sin overordnede og mentor Jakob Nordsted, som er sygemeldt. Snart er Nordsted i stedet blandt de mistænkte for drabet.

Sammen med sin nye kollega Kadeem Forrashi må Tanya derfor forsøge at finde Nimbs usynlige ofre. For at rense Nordsted. Og for at pågribe morderen.”

Billede af: De stumme piger af Steffen Jacobsen
De stumme piger af Steffen Jacobsen

Som man kunne læse i min anmeldelse af Proxy, så var jeg virkelig vild med den, så De stumme piger var ventet med spænding.

Allerførst vil jeg sige, at det var en skønt gensyn med personerne, som vi blev præsenteret for i Proxy. Her tænker jeg mest på Tanya Nielsen og Jacob Nordsted. Men altså, noget jeg er virkelig vild med er, at Lene Jensen, som nogle måske kender fra tidligere, også er lidt på spil. Jeg elsker, når en bog henviser til andre bøger – og det er jo ganske fint, at man faktisk ikke behøver kende Lene Jensen på forhånd, men hyggeligt, hvis man kan genkende hende.

Derudover møder vi selvfølgelig nye mennesker. Tanya har fx fået en ny makker, Kadeem Forrashi. Tanya og Kadeem virker fint sammen – de er mere eller mindre hinandens modsætninger, men det er noget af det, som får det til at fungere godt. Ellers hører vi om parret Gorden Nimb og hans hustru Mila Brandeis. Et for de fleste meget anderledes – og nok lidt uhyggeligt par. Selvom De stumme piger kun er på knap 300 sider, så synes jeg alligevel, at det har været plads til ret gode beskrivelser af disse karakterer, jeg kan i hvert fald sagtens se dem for mig.

I går deltog jeg i et online bloggermøde i anledning af udgivelsen. Der sagde Steffen Jacobsen blandt andet, at hans hovedperson/er er kompetente kvinder – fordi han godt kan lide kompetente kvinder. Præcis sådan opfatter jeg også de kvindelige personer, som jeg indtil nu har mødt i Steffen Jacobsens bøger. Nogle er måske mere uheldige end andre…

De stumme piger er velskrevet og ganske letlæst. Sproget er ligefremt, der er ikke noget, der forbliver skjult, uanset hvad scenen drejer sig om og der er ikke noget “overflødigt” fyld. Til mødet i går hørte vi også, at dem der kender Steffen Jacobsen mener, at han skriver, som han selv taler. Samtidig er det også tydeligt, at Steffen Jacobsen har en lægefaglig baggrund – for beskrivelserne af ting, som fx. foregår på et sygehus, er beskrevet virkeligt troværdigt. Nogle vil måske synes, at man hører for meget, men jeg kan godt lide, at der er beskrivelser, som måske giver lidt gåsehud. Samtidig synes jeg heller ikke, at voldtægt/er kan beskrives på en pæn måde, så denne del finder jeg faktisk nødvendig – hvis man har mod på det, så læs også min spoiler længere nede.

Plottet er spændende og opbygget med flere cliffhangers – først tror man lige, og så måske ikke alligevel… Det er en bog, hvor der er gang i handlingen fra start til slut. I begyndelsen blev jeg godt nok lidt forvirret, men det hele gav mening, da jeg fik læst lidt mere.

Nogle vil måske læse De stumme piger bare som en krimi – med en spændende sag, der skal løses. Men jeg synes også, at den byder på andet og lidt mere. I hvert fald var der et par temaer, som virkelig gav stof til eftertanke.

Lidt om de temaer, som jeg især hæftede mig ved, men da jeg synes, jeg nok spoiler lidt, så spring over, hvis I ikke vil læse det. Ellers klik på den lille pil.

Titlen på bogen De stumme piger henviser til en gruppe af piger, som ikke fortæller om/anmelder voldtægten – hvorfor de ikke gør det, kan være af forskellige årsager. Men her handler det om piger, som kommer fra et miljø, hvor det ses som en skamplet, og noget som vil gøre det svært/umuligt at finde en mand. Derudover kommer vi også omkring snuff-film, som jeg virkelig finder modbydelige – og jeg kan slet ikke (selvom jeg virkelig har prøvet) forstå, at der er nogle mennesker, som finder disse film spændende/ophidsende. For mere om Snuff: læs fx. Quora: What exactly is a “snuff film”?

For at vende tilbage til, det jeg skrev først, så var De stumme piger virkelig ventet. Jeg har glædet mig, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Så nu venter jeg bare på den næste bog – for den kommer da, gør den ikke?

Billede af: 5 af 6 stjerner /Tine
5 af 6 stjerner /Tine

Forlag: Lindhardt og Ringhof
ISBN: 9788711987759
Udgave: 1. udg. 2020
Sider: 284

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *