[reklame – da bogmærket var med anmeldereksemplar]
I dag d. 22.09.2020 udkommer den historiske roman Sanatoriet af Anne-Sophie Lunding-Sørensen. Forfatteren Anne-Sophie Lunding-Sørensen er cand. mag. i film- og medievidenskab. Hun debuterede som forfatter i 2010 med romanen Lette rejsende.
Fra bogens bagsidetekst:
“I 1928 ankommer psykiater Hannah Neumann fra Wien til Sølund Nervesanatorium. Her hersker orden og disciplin under doktor Bergs ledelse, men en selvmordsepidemi har kostet fire yngre kvindelige patienter livet. Den skal Hannah sætte en stopper for.
Hannah har arbejdet sammen med Freud og praktiserer den moderne psykoanalyse, den såkaldte ‘talekur’, hvor man som noget ganske nyt taler med patienterne.
Hannah og sygeplejersken Dagmar går i gang med et psykologisk detektivarbejde. De lange intense arbejdsdage fører snart til, at de to kvinder indleder et hemmeligt kærlighedsforhold. Et forhold, som kan koste dem begge alt, hvis det afsløres.
Inden længe drukner endnu en ung kvinde i søen under fuldmånens skær. På tredje forplejningsklasse sidder den stumme patient, der kaldes Hesten. Stemmerne i hendes hoved advarer om en ondskab, der gennemsyrer Sølund. For er det virkelig selvmord, når de unge kvinder mister livet?”
Hvis nu jeg havde sat mig lidt bedre ind i, hvad Sanatoriet handlede om, inden jeg gik i gang med at læse den, så havde mine forventninger nok matchet handlingen noget bedre… Jeg forventede noget på linje med en virkelig gyser… men hvad jeg fik var en historisk roman, som dog på nogle områder er lidt uhyggelig. Det er jo så ganske heldigt, at jeg også godt kan lide historiske romaner.
Allerførst vil jeg rose det flotte omslag. Efter at have læst bogen, så passer det perfekt til handlingen – faktisk bliver denne suppleret af omslaget, da man så uden selv at skulle komme med bud, får en ide om, hvordan Sølund ser ud. Omslaget er lavet af Alette Bertelsen.
Jeg har efterhånden læst en del historiske romaner, men det er meget begrænset, hvad jeg har læst, som foregår i mellemkrigstiden, som Sanatoriet. Det er ikke meget, man hører om livet uden for Sølund, men det tidsbillede, som man får ud fra beskrivelserne af det lille lukkede samfund, er også sådan, som jeg egentlig forestiller mig, at resten af Danmark også må have set ud i de år.
Sanatoriet er skrevet i et flydende sprog, som passer til de mennesker vi møder. Handlingen er dog skrevet i almindeligt nutidigt sprog, mens denne tekst bliver brudt af Hannahs breve og journaler, som er skrevet, som man gjorde på den tid fx. “Der synes at være adskillige Vrangforestillinger, som angaar baade andre Patienter og Personale”. (s. 52). Disse breve og journaler er med til at fastholde og fremhæve den tid, som Sanatoriet foregår i.
Personskildringerne er rigtig gode. Især Hannah og Dagmar, som vi hører mest om, fremstår ganske tydeligt for mig. To kvinder, der er stærke på hver deres måde – og som på nogle punkter virker forud for deres tid – eller måske er det bare fordi, at deres tanker og holdninger får lov til at skinne igennem i den ret mandsdominerede verden, hvilket ikke var helt normalt på den tid. Begge er lette at holde af – og få empati for, når verden viser tænder. Vi møder også den indlagte kvinde, som bliver omtalt/kaldt Hesten. Det er hende, som er ejer af en lille grim kludedukke, som kan ses på ovenstående billede. Efterhånden som man kommer ind i historien, jo mere kommer man til at holde af hende – eller måske ovenikøbet få ondt af hende. Hun er den eneste som umiddelbart kan mærke og høre, at der er noget helt uhyggeligt galt på Sølund.
Sølund Nervesanatorium er det, som de fleste på den tid nok ville kende som et sindssygehospital. Det var et sted, hvor alle med et anderledes sind, og dem som man helst ville skjule for omverdenen – eller dem man bare ikke helt vidste, hvad man skulle gøre ved, blev indskrevet på. I Sanatoriet hører vi blandt andet om mange grunde til at bo på Sølund, og de fleste ville (heldigvis) aldrig bliver godtaget i dag. En ting som jeg også hæftede mig ved, er at Sølund er klasseopdelt, så man bor i forskellige forplejningskategorier efter, hvor man kommer fra.
Sanatoriet er en mørk og dyster fortælling med et spændende plot. Bogen giver som skrevet et fint tidsbillede – men samtidig er der også et krimiplot, som vi skal finde en løsning på. Måske jeg bare var heldig, men jeg havde faktisk luret, hvem skurken var ret tidligt. Men da jeg ikke finder krimidelen vigtigst, så gjorde det ikke så meget.
Anne-Sophie Lunding-Sørensen tegner et virkeligt godt tidsbillede af flere forskellige vigtige emner. Vi hører om Hannahs og Dagmars forhold, som på ingen måde er velset – og kan medføre meget slemme konsekvenser for dem begge, både i privat- og arbejdslivet. Derudover er Hannah jo en kvindelig psykiater, hvilket ikke var særlig udbredt på den tid – eller faktisk ikke-eksisterende. Hannah er uddannet til at bruge psykoanalyse og tale med patienterne, hvilket stort set var uhørt – ingen kendte til denne metode, som dog vinder indpas med tiden. På det fine kludedukke-bogmærke står der “hvordan opfattelsen af psykisk sygdom i høj grad afhænger af øjet, der ser.” Selvom metoderne til at arbejde med psykisk syge i dag er ændret, så synes jeg stadig at det gør sig gældende. Derudover er ligestilling selvfølgelig et meget gennemgående tema, det vil sige forskellen i både arbejds- og privatliv for mænd og kvinder. Sidst men ikke mindst – og lidt i forbindelse med det sidste, så er Sanatoriet også en historie om magtmisbrug – og om hvordan de indlagte gør, som det forventes, uden at stille spørgsmålstegn.
Forlag: Politikens forlag
ISBN: 9788740056853
Udgave: 1. udg. 22.09.2020
Sider: 265
___