Mand uden ansigt af Dennis Jürgensen er den første bog i krimiserien om efterforskerne Lykke Teit og Rudi Lehmann.
Forlagets beskrivelse:
“En ung skolelærer og hans elev går på en revle langt ude i Vadehavet, da en tæt, uhyggelig tåge pludselig overrasker dem. De bliver borte fra hinanden, og da vandet begynder at stige, gribes læreren af panik. Et skrig i tågen leder ham på sporet, og da han endelig finder drengen, står han bøjet over et lig. Et ansigt stirrer op fra havbunden. Og de to er ikke alene derude.
Sådan lyder skolelærerens forklaring: En mystisk ansigtsløs skikkelse kom ud af den hvide tomhed og slog ham bevidstløs, og da han vågnede, var drengen væk. Det er ikke første gang, et barn er forsvundet i den lille
De fleste kender nok forfatteren Dennis Jürgensen for blandt andet Kærlighed ved første hik. I 2014 udkom 1. del af hans krimiserie om Roland Trier – serien består af 6 bind, så Dennis Jürgensen er bestemt ikke på udebane, hvad krimier angår – og det kan sagtens mærkes.
Mand uden ansigt er virkelig velskrevet – og sproget er flydende og letlæst. Jeg er vild med Dennis Jürgensens skrivestil – flere gange undervejs måtte jeg lige læse en passage højt for dem, der var i nærheden.
Personbeskrivelserne er rigtig fine og de to hovedpersoner, Lykke og Rudi supplerer hinanden rigtig godt. Både Lykke og Rudi har nogle svære oplevelser med sig i bagagen, men som man kender det fra rigtig mange andre krimier, så er det ikke noget, der har gjort dem til småalkoholikere, givet dem sociale fobier eller lign. De virker begge til at være helt nede på jorden – og for mig at se, så er billedet af dem også ret realistisk.
Derudover er der også nogle gode miljøbeskrivelser. Det er let at forestille sig blæsten, tågen, naturen i det hele taget og byerne ved Vadehavet. Men den beskrivelse, der gjorde størst indtryk på mig, var beskrivelsen af Sikringen på psykiatrihospitalet i Slagelse, hvor Lykke og Rudi skal tale med en tidligere pædofilidømt. Stedet kom på få sider ind under huden på mig – og fremstod i det hele taget meget tydeligt.
Plottet i Mand uden ansigt er fængende, det har en fin opbygning – og ikke mindst, så er jeg vild med, at historien foregår langt fra København, ja faktisk langt fra alle større kendte byer. Desværre havde jeg alt for tidligt luret noget af det vigtigste i plottet – og det synes jeg er lidt ærgerligt, da det faktisk betyder en hel del. Heldigvis er den omkringliggende historie rigtig god – og jeg var da også ved at trække mit gætteri til mig et par gange.
Nu håber jeg ikke, at der går alt for lang tid, inden vi igen hører fra Lykke og Rudi – serien er i hvert fald kommet rigtig godt fra start.
Forlag: Politikens forlag
ISBN: 9788740065831
Udgave: 1. udg. 2021
Sider: 327
___
[…] Barnet der forsvandt Horst, Jørn Lier: Slagside Hunter, Cara: Ingen udvej Jürgensen, Dennis: Mand uden ansigt Mo, Johanna: Natsangeren Yrsa Sigurdardóttir: […]
[…] to af de bedste bøger jeg har læst var krimien Bloddue af Dennis Jürgensen, efterfølgeren til Mand uden ansigt og Under magnoliatræerne af T.I. Lowe, det er et familiedrama fra 1980’erne i South […]