5 stjerner, Børnebøger, Faglitteratur, Straarup & Co, Tine f. 1973

Den utrolige historie om mammutjægere af John Malam

Den utrolige historie om mammutjægere er en fagbog for børn. Bogen er skrevet af John Malam og den er illustreret af David Antram.

Jeg har tidligere anmeldt Den utrolige historie om Leonardo da Vinci, som er fra samme serie.

Fra forlagets beskrivelse:

“Tag dit varmeste tøj på, for du skal på mammutjagt i istiden!
Kilometer efter kilometer skal tilbagelægges i søgen efter føde og byttedyr, men de uendelige vandringer
er langt fra det værste. For nu skal du nedlægge en mammut.
En kamp på liv og død!

Eksperternes bedste råd:
• Byg et hus af mammutknogler.
• Lær at lave ild, så du både kan holde varmen og tilberede din mad.
• Følg sporet af mammutlorte – de vil føre dig til flokken!
• Sørg for, at dit spyd er spidst og skarpt – en mammuts hud er ekstremt tyk!”

Billede af: Den utrolige historie om mammutjægere af John Malam
Den utrolige historie om mammutjægere af John Malam

Den utrolige historie om mammutjægere er, som bogen om Leonardo da Vinci, en del af en børnebogsserie, som handler om store historiske begivenheder. Bøgerne i serien er fagbøger, men de er skrevet, som en skønlitterær fortælling, hvor læseren er hovedpersonen. Hvis man har lyst til at opleve livet som mammutjæger i istiden på tæt hold, så er det en god ide, at læse denne bog. Bøgerne er en blanding af fiktion og fakta. Via historien som er krydret med fakta får man viden om at være mammutjæger og livet i istiden.

David Antram har lavet de skønne og humoristiske illustrationer. Illustrationerne er en stor del af fortællingen – og de vil uden tvivl være med til at kalde et smil frem ved læseren. Bogen henvender sig til læsere på 8-12 år. Man skal dog være en god læser, hvis bogen er tænkt som selvlæsning, men Den Utrolige historie om mammutjægere egner sig også til oplæsning – og er rigtig god til at starte en dialog om denne periode.

Billede af: Opslag i Den utrolige historie om mammutjægere af John Malam
Opslag i Den utrolige historie om mammutjægere af John Malam

Som skrevet er illustrationerne ganske humoristiske, men det gælder også for teksten. Se evt. ovenstående billede.

Uanset om man interesserer sig for den historiske periode, for mammutter eller bare vil læse en sjov og ganske lærerig bog, så er Den utrolige historie om mammutjægere et godt bud. Emnerne bliver formidlet på en så anderledes og indbydende måde, at de fleste læsere vil have lært noget nyt, når bogen er lukket.

Billede af: Opslag i Den utrolige historie om mammutjægere af John Malam
Opslag i Den utrolige historie om mammutjægere af John Malam

Sammen med den øvrige tekst og illustrationerne, så giver de små faktabokse gode råd til, hvordan man lever/overlever som mammutjæger – de er i sig selv ganske sjove og hyggelige. Hvem vil ikke trække på smilebåndet af denne tekst: “Følg sporet af mammutlorte. Mammutterne efterlade sig bunker af lort, som hver især har en diameter på 20 centimeter – cirka samme størrelse som dit hoved!” Der er “Et godt råd”-bokse på alle opslag.

Billede af: Opslag i Den utrolige historie om mammutjægere af John Malam
Opslag i Den utrolige historie om mammutjægere af John Malam

På de sidste sider i bogen er der en ordliste og et indeks/stikordsregister. Ordlisten indeholde nogle af de ord fra bogen, som det måske ikke er alle der kender – eller som kræver yderligere forklaring fx. mumificeret og roarer. I min anmeldelse af bogen om Leonardo da Vinci skrev jeg dette: “Dernæst følger et indeks/stikordsregister, som jeg er virkelig vild med. Alle fagbøger burde være udstyret med sådan et register, både så nyere læsere kan lære at bruge sådan et – men bestemt også, så alle andre kan slå det op, som de er interesserede i at læse om.”

Den utrolige historie om mammutjægere er fin og anderledes fagbog – den er meget nem at gå til. Hvis læseren synes om denne bog, så er der flere titler i serie: Den utrolige historie om… som de kan kaste sig over.

Billede af: 5 af 6 stjerner /Tine
5 af 6 stjerner /Tine

Forlag: Straarup & Co
ISBN: 9788775491995
Udgave: 1. udg. 2021
Originaltitel: You Wouldn’t Want to Be a Mammoth Hunter!
Oversætter: Anne Krogh Hørning
Sider: 32

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *