Er der nogen? er en samling af autentiske kontaktannoncer. Det er Leila Vestgaard, der gennem tiden har samlet kontaktannoncerne og har fået udgivet dem i bogform. Samlingen er også blevet til et teaterstykke, som man blandt andet kan læse om ved Magasinet KBH: Er der nogen?
Fra bogens bagsidetekst:
“ER DER NOGEN? er en samling af autentiske kontaktannoncer fra dengang, man troede på, at kærligheden kunne findes ved at skrive et brev ud i det åbne. Hver enkelt annonce er en skæbnefortælling på få linjer og handler om længslen efter kærlighed, efter at høre til og efter at kunne være noget særligt for nogen. Bare en eller anden.”
På forsiden af Er der nogen? står der: “Mod, ensomhed og længslen efter den store kærlighed”. Faktisk behøver jeg næsten ikke skrive mere end det, for det er jo essensen i samlingen af kontaktannoncerne.
Konceptet med kontaktannoncer i aviser er efterhånden blevet overtaget af sider som Single.dk og Tinder. Den yngre generation vil derfor slet ikke komme til at kende denne måde at søge ud af ensomheden på eller møde kærligheden.
Kontaktannoncerne er opdelt efter emner med en lille indledende tekst. Kapitlerne har titler som: Natur, Med former, Helbred, Sex, Kæreste søges og flere andre. Lidt af den indledende tekst til Helbred lyder: “Jo ældre man bliver, jo mere kan det være, man skranter. Men derfor kan man stadig godt længes efter nogen”.
Samlingen er en fin lille sag. Det er hyggeligt med et tilbageblik på en kommunikationsform, som stort set er uddød. Men samtidig er det også et indblik i menneskers dybeste længsler. Annoncerne signalerer håb, ensomhed, ønsker om venner, kærlighed – og i det hele taget nogen at dele livet med.
Det er på nogle punkter ganske sjovt at læse disse annoncer, men samtidig er det også både rørende og sørgeligt, da der jo bag hver eneste lille notits sidder et menneske, som ønsker sig noget af livet, som ikke bare er lige til. Vigtigst af alt, så synes jeg, som der også står på forsiden, at det er vildt modigt at indrykke en kontaktannonce. Tænk, at savne noget så meget, at man er villig til at dele med hele verden – dét, sammen med erkendelsen af, at man ønsker mere, synes jeg er modigt.
Forlag: Forlaget 28B
ISBN: 9788793982253
Udgave: 1. udg. 2020
Sider: 103
___
[…] Arlidge, Matthew: Elsker, elsker ikke Craven, M.W: Brændofre Kepler, Lars: Spejlmanden Krefeld, Michael Katz: Nattens udyr Lund Madsen, Jenny: Tredive dages mørke Marsons, Angela: Blodets bånd Olsen, Tom Peder: Dagen der aldrig kommer Sarenbrant, Sofie: Mytomanen Vestgaard, Leila: Er der nogen? […]