I dag har Maria Wendt igen været på besøg på Bech’s Books. Maria har læst og anmeldt Hannies bog af Lisa Wingate. Øvrige anmeldelser, som Maria har skrevet, kan findes her.
Maria skriver blogindlæg på Outsideren, hvor man kan finde hendes indlæg på: Mit liv med angst. Maria kan også følges på Instagram: maria.blogger.wendt.
Titel: Hannies bog
Forfatter: Lisa Wingate
Antal sider: 452
Udgivet: 2021 på forlaget Alpha, oversat efter ”The book of lost friends”
”Hannies bog” skildrer to tidsperioder. Den ene periode foregår i Louisiana i 1875, efter borgerkrigen i USA mellem Nord- og Sydstaterne. I denne periode er den 18-årige pige Hannie solgt som slave og hendes familie er blevet stjålet af en slavehandler. Hun begiver sig ud på en farefuld rejse mod Texas for at finde sin familie, og da det er med livet som indsats, forklæder hun sig som dreng.
Anden periode foregår cirka hundrede år efter. I 1987 får den unge lærer Benedetta Silva, også kaldet Benie, job på en skole i Louisiana, hvor forskellen på rig og fattig, og raceuligheden har sat sine spor. Benies ønske er at hjælpe sine elever gennem et konfliktfyldt skolesystem og sydstatssamfund. Da Benie finder en bog, som er skrevet med efterlysninger fra slaver, der søger efter familie og andre pårørende, bliver det en begyndelse på at fortælle en hundrede år gammel historie, som eleverne tager del i – og de to historier bliver flettet sammen.
To forskellige historier om to forskellige kvinder i hver deres tidsperiode. Bogen fungerer sindssygt godt, og er baseret på sande begivenheder med de originale avisannoncer med efterlyste pårørende fra de frie slaver. Det er en barsk, men rørende fortælling om to tidsperioder og to kvinder med hver sit at kæmpe med og imod. Hannie er slave og fast besluttet på at finde sin familie. På sin vej møder hun forskellige skæbner, der ligesom hende selv, leder efter savnede slægtninge. Benie er en ung, ambitiøs lærer, der møder modstand fra første færd. Det, de to historier har tilfælles, er kampen mod uretfærdighed og være en stemme for de svage, dem der er nederst i samfundets hierarki. ”Hannies bog” er smuk, rørende, tankevækkende og kræver kleenex. Kapitlerne er lange, så man skal have tålmodighed, men er man bare det mindste interesseret i amerikansk historie eller i borgerkrigen og slavetiden, er denne bog virkelig værd at læse! Jeg giver derfor 5 stjerner til ”Hannies bog” og sender en varm anbefaling med.
Denne anmeldelse er skrevet af Maria Wendt; Blogger, boganmelder og forfatter.
Forlag: alpha forlag
ISBN: 9788772390130
Udgave: 1. udg. 2021
Originaltitel: The Book of Lost Friends
Oversætter: Mette Egerod
Sider: [457]
___