D. 9. oktober 2021 udkom Imperiet af Michael Katz Krefeld. Imperiet er den 7. bog i krimiserien om Ravn og Møffe. Rækkefølgen på serien kan findes sidst i indlægget.
Michael Katz Krefeld debuterede i 2007 med krimien Før stormen. Han har blandt andet modtaget Det Danske Kriminalakademis debutantpris, prisen for Bedste danske krimi og Martha-prisen. Krimiserien om Ravn og Møffe er solgt til udgivelse i mere end 20 lande.
Fra forlagets beskrivelse:
“Ravn kontaktes af advokat Miriam Østergaard, der vil hyre ham til en helt speciel sag: Den skandaleombruste rigmandsdatter Christiane Saxenholm er blevet kidnappet, og Ravn skal overbringe løsesummen på 3 millioner. Snart bliver Ravn og Miriam inddraget i en blodig magtkamp om kontrollen over et finansimperium til en værdi af 3,5 milliarder kroner – en kamp, der truer med at styrte Saxenholm-familien i grus.”
Altså faktisk er det jo en serie om Ravn – Thomas Ravnsholdt, og ikke decideret om hans hund Møffe. Men Møffe spiller en så stor rolle i bøgerne – eller i hvert fald i denne, så for mig er det blevet til en serie om Ravn og Møffe. Mon ikke, der er flere, der har det sådan?
Selvom Imperiet, som de forrige bøger, består af et selvstændigt plot, så vil jeg alligevel (som ved andre serier) anbefale, at man læser alle bøgerne i serien og i den rigtige rækkefølge. På den måde lærer man bedst Ravn og hans omgangskreds at kende, og det er en rigtig stor del af historierne. Det er dog muligt, men ikke anbefalelsesværdigt, at følge med selvom man ikke har læst de forrige bøger, da der lidt forklaring om, hvad der er sket førhen.
Da jeg anmeldte Skytsengel skrev jeg dette, som jeg var lige ved også at skrive i denne anmeldelse, i stedet kommer her et uddrag: “Personskildringerne (og husdyrsskildringerne) er gode, og det er let at se alle de involverede personer for sig. De fleste kender vi fra tidligere bøger – og jeg synes, at det er en stor fordel at læse bøgerne i rækkefølge… Har man læst dem alle, så føler man jo, at man nærmest kender personerne – i særdeleshed Ravn og Møffe. I Skytsengel synes jeg dog ikke, at bipersonerne er så fremtrædende, som jeg husker fra de forrige bøger, især Victoria kunne jeg godt have tænkt mig at høre mere til. Når det så er sagt, så er hun bestemt medvirkende til (sammen med Møffe) at få smilet frem på læberne, selvom det ellers er en ret barsk bog.” Jeg savner faktisk lidt, at vi hører mere om de øvrige personer. I Imperiet møder vi Miriam igen – hvilket jeg er glad for (og mon Ravn ikke også er det?). Men det er ikke meget vi hører om Victoria, Belinda, Eduardo og Johnson – det savner jeg, for de er alle nogle skønne karakterer, som virkelig bidrager til en fortælling om venskaber og sammenhold.
Møffe spiller en ret stor rolle i Imperiet – måske også en lidt for stor rolle i forhold til resten af handlingen. Vi ser Ravn fra en mere følsom side end man måske havde forventet – og selvom jeg er ganske vild med Ravn, så er jeg ikke helt enig med ham i en beslutning han træffer i denne bog…
Starten af Imperiet mindede mig lidt om Patienten af Sebastian Fitzek. Efter at have læst den, så forventede jeg nok lidt mere grusomhed i Imperiet, men selvom der ikke er samme form for grusomhed, så fængede historien dog bedre – og jeg læste bogen i stort set et stræk.
Imperiet er præcis lige så velskrevet som de forrige bøger i serien. Jeg hæftede mig især ved, hvor gode og indlevende dialogerne er. Efter at have læst de forrige bøger, især Skytsengel var mine forventninger virkelig høje, og helt derop nåede Imperiet desværre ikke. Uanset, så er Imperiet stadig spændende med et rigtig fint plot.
Udover krimidelen, så kommer vi lidt omkring, hvordan nogle af de rigeste synes, de kan tillade sig at opføre sig. Der er især en scene, hvor Christiane Saxenholms bror, Hannibal råber op om, at få negeren ud af busken… Jeg er personligt ikke i tvivl om, hvem jeg mener, at hans udtalelser siger mest om!
Imperiet handler også om venskaber, hævn og ikke mindst søskenderivalisering og familierelationer.
Det var fantastisk at møde Ravn og Møffe igen, de har været savnet. Men jeg må erkende, at selvom gensynet var fedt, så manglede der lidt kød på historien i forhold til de forrige. Jeg glæder mig alligevel vildt til den næste. Men før vi skal møde Ravn igen, ved jeg, at vi skal en tur til Cecilie Mars’ verden.
Rækkefølgen:
1. Afsporet
2. Savnet
3. Sekten
4. Dybet
5. Pagten
6. Skytsengel
7. Imperiet
Forlag: Lindhardt og Ringhof
ISBN: 9788711981337
Udgave: 2021
Sider: 308
___
[…] Pige A Forna, Namina: De Blodgyldne: Dødløs Jensen, Jens Henrik: Gladiator Krefeld, Michael Katz: Imperiet Marklund, Liza: Polarcirklen Ragnar Jónasson: Tågen Ragnar Jónasson: Øen Slaughter, Karin: Det […]