Fra Gæstebloggere, Gæstebloggere, Gyldendal, Øvrigt skønlitteratur

Gæsteblogger om: Kvinden der samlede verden af Eva Tind

Charlotte Haile har endnu engang gæsteblogget på Bech’s Books. Charlotte har læst og anmeldt Kvinden der samlede verden af Eva Tind.

Charlotte er forfatter og kan følges på Facebook og Instagram – derudover har hun en hjemmeside, hvor man kan læse mere om hendes bøger, hvem hun er og meget mere: https://www.charlottehaile.dk/


Anmeldelse af Kvinden der samlede verden af Eva Tind.

Kvinden der samlede verden handler om den virkelige Marie Hammer. Bogen gengiver hendes liv faktuelt, mens hendes personlighed og følelsesmæssige forhold til andre er en blanding af viden og fiktion. Denne blanding af fakta og fantasi giver liv til fortællingen.

Marie Hammer var en helt ekstraordinær kvinde. Født i 1907 lod hun sig ikke holde tilbage af tidens kønsroller, men valgte at følge sine professionelle drømme. Ikke bare blev hun dr.phil., men hun rejste jorden rundt alene og forskede på det højeste niveau i over 40 år. Gennem sin forskning fandt hun beviser for, at verdens kontinenter på et tidspunkt har været samlede, og derved udfordrede hun den dengang gængse opfattelse af klodens historie.

Marie Hammer var gift og mor til fire børn, og hendes mange lange rejser havde selvsagt en konsekvens for hele familien.

Billede af: Kvinden der samlede verden af Eva Tind. Billedet er taget af Charlotte Haile.
Kvinden der samlede verden af Eva Tind. Billedet er taget af Charlotte Haile.

For mig var det en nydelse af læse om Marie Hammers oplevelser og bedrifter. I og med at hendes liv var så alsidigt, er bogen også alsidig, og selvom den er ret lang, kom jeg ikke til at kede mig.

Balancen mellem de faktuelle og de følelsesmæssige elementer i bogen hælder til den faktuelle side, og specielt rejsebeskrivelserne fylder en del. Personen Marie Hammer tegnes ikke helt så dybt, hvilket jeg tænker er et bevidst valg fra forfatterens side, i og med at der er tale om en virkelig person. Alligevel kunne jeg godt have tænkt mig et bedre – omend fiktivt – indblik i, hvad der drev Marie Hammer.

Marie Hammer kæmpede som alle andre mennesker med at skaffe midler og mulighed for at forfølge sine drømme, men jeg havde forventet at høre en masse om, hvor svært det var for hende at trodse kønsopfattelser både privat, som forsker og som opdagelsesrejsende. Det er kun en smule af dette i bogen, og først tænkte jeg, at det manglede fra fortællingen. Derefter gik det op for mig, at det måske snarere er et udtryk for, hvordan Marie Hammer oplevede sin egen plads i verden. Hun valgte ikke at lade sig begrænse af samfundets normer. I stedet valgte hun at ignorere dem, hvorved de blev tilsidesat, og hun kunne forfølge sine drømme. Den holdning er i sandhed noget, vi alle kan tage til lære af.

Kvinden der samlede verden er en smuk hyldest til en ekstraordinær kvinde, og jeg kan kun anbefale at læse den.

Tak til Charlotte Haile for anmeldelsen.

 


Forlag: Gyldendal
ISBN: 9788702284331
Udgave: 1. udg. 2021
Sider: 438

___

Følg Bech’s Books på Facebook og Instagram.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *