Alt det andet

Moesgaard Museum

Sidste lørdag gik det til min store gru op for mig, at vi var tæt på at misse udstillingen med de kinesiske terrakottakrigere. Det er ikke altid lige godt, når man tænker, at man har god tid.

Vi fik planlagt at drage af sted søndag. Søndag formiddag ser jeg så, at de på Moesgaard Museums hjemmeside skriver, at man må forvente mange mennesker, og at de anbefaler man kommer kl. 10 til åbningstid. Det var så bare for sent for os. I stedet kørte vi hjemmefra ved 12-tiden og aftalte, at hvis der var for mange mennesker, så måtte vi droppe det og køre en tur i Mindeparken eller andet i stedet for.

Der var MANGE mennesker og det var meget svært at finde et sted til bilen – vi var lige ved at køre videre, da muligheden for at komme af med bilen bød sig. Vi startede med en lille picnic med vores medbragte frokost i parken ved Moesgaard Herregård. Vejret var simpelthen perfekt til en tur til de smukke omgivelser ved Moesgaard, uanset om man skulle besøge museet eller ej.

Picnic ved Moesgaard Herregaard
Picnic ved Moesgaard Herregaard

Derefter gik vi til museet for at se på de smukke omgivelser og det flotte museum. Det er en fantastisk bygning. Vi havde faktisk opgivet tanken om få set terrakottakrigerne. Og køen var da heller ikke lige den mest indbydende at stille sig i – hold op den var lang. Men vi synes alligevel også, at det ville være rigtig ærgerligt, hvis ikke vi fik set, hvad vi kom for. Selvom vi regner med at skulle på en længere tur til Kina i 2018 for at besøge de provinser, hvor vores børn kommer fra, så er Xian, hvor man kan se Terrakottahæren desværre ikke det mest nærliggende sted at putte på vores rute, desværre.

Kø, for at komme ind på Moesgaard Museum.
Kø, for at komme ind på Moesgaard Museum.

Vi stillede os i kø sammen med alle de andre, der gerne ville nå at opleve en lille bid af kinesisk historie. Heldigvis rykkede køen sig forholdsvis hurtigt – og ca. halvvejs kom en medarbejder fra Moesgaard Museum og delte vand ud. Da vi nærmede os indgangen, kom der desværre en anden medarbejder, der kunne fortælle, at der var mere kø inde – 1 times kø, for at komme ind i selve den kinesiske udstilling. Øv også – der havde vi stået i kø i ca. ½ time udenfor.

Vi venter uden for Moesgaard Museum - heldigvis i skønt, skønt vejr.
Vi venter uden for Moesgaard Museum – heldigvis i skønt, skønt vejr.

Vi aftalte, at vi ville starte med at se lidt af udstillingen blandt andet Grauballemanden, som vi havde snakket om hjemme. Og så ville vi bagefter se, hvordan det stod til med køen til krigerne. Vi er rigtig glade for, at vi fik set lidt af den faste udstilling. Det var rigtig spændende. Jeg tror ikke, at hverken Brian eller jeg har været der, siden vi var børn – det er helt bestemt en fejl, og vi skal helt sikkert af sted igen snart, så vi kan få set lidt mere. Det er ikke kun udstillingen, der er spændende. Vi voksne synes også bygningen er fantastisk og var kede af, at vi ikke havde sat mere tid af til at få kigget på det hele.

Og vi nåede det – vi fik set den kinesiske udstilling med krigerne fra Kinas Terrakottahær. Vi kunne simpelthen ikke få os selv til at gå uden at have prøvet. Vi endte med at stå i kø i ca. 30-40 minutter. Det er simpelthen så dejligt, at vi har nogle meget tålmodige børn. Vi synes også, at Moesgaard Museums medarbejdere var super professionelle, så det hele gik så fint på trods af de mange mennesker.

Det var virkelig fantastisk – en lille bid af Kina i Danmark. Vi er så glade for, at vi nåede det.
Selvom der var godt fyldt op i udstillingen, fik vi alligevel set det vi kom for, og vi havde god tid. Det eneste der måske ikke er så godt, er vores billeder, det var ret svært at komme til.

Terrakotta-figur  fra den kinesiske Terrakottahær.
Terrakotta-figur fra den kinesiske Terrakottahær.
Terrakotta-figurer fra den kinesiske Terrakottahær.
Terrakotta-figurer fra den kinesiske Terrakottahær.
Terrakotta-figur fra den kinesiske Terrakottahær.
Terrakotta-figur fra den kinesiske Terrakottahær.
Terrakotta-figurer fra den kinesiske Terrakottahær.
Terrakotta-figurer fra den kinesiske Terrakottahær.

Det var en rigtig dejlig dag, desværre havde vi sat alt for lidt tid af til besøget. Men vi kan jo heldigvis komme igen. Vi vil helt sikkert anbefale alle en tur til Moesgaard Museum uanset om man er interesseret i historie eller ej. Man behøver ikke at besøge museet for at få en god dag og nogle gode oplevelser. Moesgaard ligger i virkelig skønne omgivelser med en fantastisk udsigt. Børn vil synes, at der er noget af en oplevelse at kunne gå rundt på taget – og trille ned af det. Det er gratis at opholde sig udendørs, der er kun entre for at komme ind på museet. Pr. 2.10.15 er priserne 110 kr. for voksne og børn 0-17 år har gratis adgang. Afhængig af udstilling kan priserne vist svinge lidt, da det kostede 130 kr. for voksne, da vi besøgte museet.

20

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *