Alt det andet

BogForum 2015 – Søndag

Noget af det bedste ved vores tur til BogForum var helt sikkert, at vi kunne besøge messen 2 dage, så vi ikke behøvede at have travlt.

Søndag startede vi ved HUFs stand. De havde en konkurrence, hvor man skulle skrive en historie på kun 2 sætninger. Den ville Klara gerne deltage i, men kunne ikke lige fluks komme på noget da vi stod der lørdag eftermiddag. Men efter lidt tid til at tænke kom hun på denne: En lyserød kanin var til BogForum. Haps, så blev den spist af en Tellerup ræv. Den lyserøde kanin kommer af, at Alvilda har udgivet bogen: Kaninen der så gerne ville sove – og i den anledning delte de kaninører ud. Tellerup har Klara jo erklæret er hendes yndlingsforlag, og de har en ræv som logo.

Der blev trukket lod blandt de små historier, og Klara var så heldig, at hun vandt en signeret bog: Mig Maja af Sandra Schwartz.

Klara vandt Mig Maja af Sandra Schwartz
Klara vandt Mig Maja af Sandra Schwartz

Turen gik derefter til Høst & Søns Forlags stand, hvor Josefine Ottesen fortalte om “Havenisserne flytter ind” Det er en julekalenderhistorie, som er udgivet i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp. Den skal vi helt sikkert læse herhjemme i december. Lige nu har vi en giveaway på KidsNets Facebook-side, hvor man kan vinde bogen, vinderen bliver trukket d. 24.11.15.

Tilbage til HUF igen, da der var besøg af Nicole Boyle Rødtnes, som gav gode forfattertips. Nicole Boyle Rødtnes har skrevet nogle super gode fantasybøger, som Klara synes rigtig godt om. Der er vist også blevet tilføjet et par nye på ønskesedlen.

Nicole Boyle Rødtnes giver gode råd til Håbefulde Unge Forfattere - på HUFs stand.
Nicole Boyle Rødtnes giver gode råd til Håbefulde Unge Forfattere – på HUFs stand.

Da vi stod i kø for at komme ind, var Hr. Skæg ved at gøre klar – der blev slæbt tal, udstyr mv. ind til Carlsens stand. Hr. Skæg underholdte samtidig med at vi hørte Josefine Ottesen, men vi nåede da lige at se og høre en smule – og få taget et billede til Freya og Jonas.

Hr. Skæg underholder på Carlsens stand.
Hr. Skæg underholder på Carlsens stand.

På Carlsens stand var det også muligt at få flettet hår, det ville Klara rigtig gerne. Og helt mod vores forventninger var der ingen kø. Vi kom også lige da de skulle begynde – og mon ikke de dygtige flettepiger “druknede” lidt i Hr. Skægs publikum. Klara fik den flotteste fletning – jeg tror, at hun er rigtig træt af at have en mor, der ikke dur til sådan noget.

Klaras flotte fletning, flettet af flettepigerne på Carlsens stand.
Klaras flotte fletning, flettet af flettepigerne på Carlsens stand.

Resten af tiden på BogForum gik med at købe bøger. Klara havde set en bog lørdag, som hun ville have købt: 1. del af Kiaras saga: Skytsånden af Margit Sandemo. Det var ved Jentas. Der kunne hun så også se hele serien om Isfolket, så fanger Kiaras saga, er der jo nok at gå i gang med bagefter.

Selvfølgelig skulle vi også forbi Tellerup igen. Denne gang var det dog mig, der skulle have købt bøger. Jeg købte de tre første bind i serien Midnight Breed af Lara Adrian, trilogien De sorte troldmænd af Trudi Canavan – og ikke mindst Den sorte paraply af Lene Dybdahl. Den sidste har jeg godt nok læst – men der er to store børn her i huset, der også rigtig gerne vil læse den.

Desværre har alt godt jo en ende… Men nu ved vi da, at vi helt sikkert skal med til BogForum igen.

En stak bøger til Klara og en stak bøger til mig - selvom jeg jo nok må dele.
En stak bøger til Klara og en stak bøger til mig – selvom jeg jo nok må dele.

Vi havde været så heldige at vinde 2 billetter til BogForum ved Arnold Busck og 2 billetter ved Forlaget Klim. Tusind tak – det var en fantastisk oplevelse.

20

1 thought on “BogForum 2015 – Søndag

  1. Det lyder som om, I har haft en rigtig dejlig tur.
    Jeg er ret sikker på, jeg så Klara kort ved Copenhagen Comics lørdag. Jeg var derinde med Adam og Jonas. Adam deltog i Jan Kjærs workshop med at tegne manga. Jeg mente at kunne kende Klara fra gamle dage i AdoptionsZonen, men tænkte så, at I jo var fra Jylland…… 🙂 Det betyder så selvfølgelig ikke, at man ikke kan tage på bogmesse i København 🙂
    Næste gang lover jeg at hilse!
    Kh Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *