Alt det andet

Vi skal flytte!

Som jeg har skrevet en lille smule om i et tidligere indlæg, så har vi kigget på hus. Nu ser alt ud til at gå i orden, så jeg vil gerne dele lidt mere.

Det er egentlig ikke fordi vi har ledt efter et nyt sted at bo, men vi har stort set altid kigget lidt på andre huse på blandt andet Boligsiden.dk – måske af nysgerrighed, måske fordi vi egentlig aldrig havde tænkt vi skulle blive boende, hvor vi bor nu, måske fordi vi drømmer om mere plads, selvom vores nuværende hus er ret stort. Hvem ved…?! I hvert fald kom der et hus til salg midt i november, som fangede vores opmærksomhed. Det er stort, lige sat i stand, ikke alt for langt væk, selvom det godt nok for mig er på landet (men jeg har også altid boet i byen) og ikke mindst til en pris, der lød helt forkert: en del billigere end vi ville forvente.

D. 18.11. – dagen efter det var sat til salg, var vi ude at se det. Helt perfekt, værelser nok, og større end dem børnene har nu. En fantastisk stue (eller det bliver det, når en væg bliver væltet) med en rigtig dejlig udsigt, kontor til manden, så han ikke behøver at arbejde ved spisebordet – ja, faktisk er der ikke noget, vi ønsker anderledes. MEN der er selvfølgelig en grund til prisen, så det har taget frem til nu, før vi har følt os sikre på, at huset blev vores, selvom vi meddelte ejendomsmægleren at vi gerne ville købe huset allerede d. 20.11. Først d. 27.11. var en købsaftale klar og da havde sælger ikke skrevet under. Men nu er vi ved at være sikre på, at vi skal flytte d. 1.2. Når alt er på plads, så følger der stadig en mængde papirnusseri mv. – alt involverer kommunen, da den tidligere ejer har lavet alle ombygninger mv. inden tilladelserne er givet. Det bliver vist en spændende tid…

Vil I se, hvor vi skal bo?

Vores nye hjem.
Vores nye hjem.

Flere billeder mv. følger, når vi har fået nøglerne. Vi har i går fået nøgler til en stor hal/lade, som vi nu skal bruge til opbevaring af nogle af vores ting, ind til vi kan flytte ind.

Nu er vi så i gang med at gøre vores nuværende bolig klar til salg. Ejendomsmægleren anbefaler, at den skal på markedet inden jul, så vi har fået lidt travlt. Der kommer fotograf på tirsdag, samme dag kommer også en ingeniør, der skal lave energimærke. Hvor vi glæder os til tirsdag aften, så vi kan få pyntet til jul. Det er jo ikke smart med julepynt på billederne, hvis huset stadig er til salg til sommer.

Her var også forklaringen på, hvorfor jeg slet ikke har givet lyd fra mig herinde. Men nu skal der nok ske noget – og en del bliver om hus, og knap så meget om bøger, med mindre Klara leverer det.

20

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *