Under sløret af Nicole Boyle Rødtnes – 2. del af Ilttyv
Marton har kastet Troy ned gennem sløret, da han prøvede på at snyde ham. Hans søster Shay er i chok. Drevet af hævntørst begynder hun og Ian at lægge planer for, hvordan de skal få Marton ned med nakken en gang for alle. Det er bare svært, når det er som om Marton har øjne overalt og altid kender til deres næste træk.
Samtidig med det gør Shay alt, hvad hun kan for at hjælpe Troy, da det viser sig at ham og Jana overlevede faldet og nu befinder sig et sted under sløret.
Troy og Jana opdager, at de ikke er de eneste, der har overlevet et sådan fald. Der er andre overlevende under sløret. Men hvordan kan det lade sig gøre? Troy og Jana finder ud af, at der er ting om sløret og strålingen som ingen over sløret kender til.
De andre overlevende giver Troy og Jana lov til at leve på en betingelse. De må ikke prøve på at komme op over sløret. De skal være under sløret og leve sammen med resten af de overlevende. Men vil de det?
Lige som i den første bog skiftes Troy og Shay til at fortælle historien. Jeg synes, det fungerer rigtig godt i den her bog, at Troy er under sløret og Shay er over sløret. Som man læser om to næsten forskellige verdener.
Det var en sand fornøjelse at vende tilbage til dette univers. Jeg er vild med, at man ikke helt ved hvad der er sandt og falsk med sløret og den verden de lever i. Der var mange gange, hvor jeg blev overrasket og meget få gange, hvor jeg kunne gætte mig til, hvad der ville ske. Der er stadig en del spørgsmål, der ikke er besvaret da bogen slutter. Jeg kan slet ikke vente til at bog 3. udkommer.
Skynd dig, Nicole!
Forlag: Alvilda
Udgivet: 2016
ISBN: 9788771059373
Sider: 340