Fantastiske skabninger og hvor de findes: af Newt Scamander skrevet af J.K. Rowling
Bogens bagsidetekst:
Der er et eksemplar af Fantastiske skabninger og hvor de findes i næsten hvert eneste troldmandshjem i landet. Nu har Mugglere også mulighed for at lære om, hvor Quintapeden bor, hvad Pufskien spiser, og hvorfor man ikke skal forsøge at give en Narl mad.
Underskrevet Albus Dumbledore
Fantastiske skabninger og hvor de findes er endnu en god bog skrevet af J.K. Rowling. Den skal forestille at være skrevet af Newt Scamander, der er ekspert i området magiske skabninger. Bogen handler om de forskellige skabninger der findes i det utrolige Harry Potter univers, samt forklaringer på hvad en skabning egentlig er og hvorfor det er vigtigt at vide noget om dem. Udover at bogen er en kopi fra af en rigtig troldmandsbog, er dette en helt særlig udgave, det er nemlig selveste Harry Potters eget eksemplar!
Fordi det er Harry Potters egen bog er der selvfølgelig små sjove kommentarer i hele bogen. Kommentarerne er rigtig hyggelige at læse og er med til at skabe den perfekte stemning i bogen.
Det meste af Fantastiske skabninger og hvor de findes handler om de forskellige skabninger fra a til z. Man får en grundigere beskrivelse af hver enkelt skabning og mere viden om dem, end man f.eks. gør i Harry Potter bøgerne. Jeg kan rigtig godt lide at mange af skabningerne er genkendelige, (hvis man altså har læst Harry Potter) så man nogle gange kan sammenligne det man læser, med det man allerede har læst. Jeg synes dog også, at det er fedt at det ikke kun handler om de skabninger vi allerede kender til. I fantastiske skabninger og hvor de findes får man præsenteret en del nye spændende skabninger, som man også lærer at kende.
Det er ikke nødvendigt at læse bogen fra ende til anden. Man kan sagtens nøjes med kun at læse det man finder mest interessant. Jeg læste selv hele bogen, selvom det ikke var nødvendigt. Det kunne godt virke en smule langtrukkent indimellem, men ellers var det fint.
Der er også en film der hedder Fantastiske skabninger og hvor de findes. Kort handler den om Newt Scamander, forfatteren af undervisningsbogen, som rejser til New York med en kuffert fyldt med magiske skabninger.
Det var vidunderligt igen at vende tilbage til dette fantastiske univers. Selvom bogen var anderledes i forhold til andre bøger af J.K. Rowling kan den klart anbefales. Den er både sjov, spændende og lærerig.
Salget af den bidrager også til et godt formål, da pengene fra salget af bogen, går til den britiske organisation, Comic Relief. Organisationen samler for eksempel ind til, at børn kan gå i skole og få en uddannelse.
⭐⭐⭐⭐⭐/Klara
Forlag: Gyldendal
ISBN: 9788702179842
Udgave: 1. udg. 2. opl. 2015
Sider: 94