4 stjerner, Forlaget EgoLibris, Krimi/spænding, Tine f. 1973

Detonator af Morten Remar

Detonator af Morten Remar.

Detonator er første selvstændige del i serien om kriminalkommissær Martin Rømer.

Forlagets beskrivelse:

”Du skal køre til motorvejsbroen ved Gl. Holte med det samme. Det er ret alvorligt. Der er sprunget en vejsidebombe.”

Med den besked bliver kriminalkommissær Martin Rømer sat til at opklare drabet på Danmarks forsvarsminister. Martin Rømer er netop vendt tilbage til Drabsafdelingen på Politigården fra et halvt års sygeorlov efter sin hustrus alt for tidlige død. Han er stadig i sorg, da han sammen med sine kollegaer indleder en hektisk jagt på de skyldige i en sag, der snart udvikler sig højdramatisk med flere bomber og drab. Hvem står bag? Er det terror eller en enlig galnings værk?

Spørgsmålene er mange i en efterforskning, der ikke bliver gjort lettere af PET’s manglende samarbejdsvilje, en mere end omsorgsfuld kvindelig chef, Martins fraværende, sexglade mor og hverdagslivet som alenefar til tvillingepigerne på tre, Tilde og Vilma.

Detonator af Morten Remar

Martin Rømer er en kriminalkommissær uden alkoholproblemer og uden store psykiske op og nedture – og hvor er det fantastisk opløftende. Jeg kan ikke lige umiddelbart komme i tanke om en eneste krimi, hvor vi følger en kriminalkommissær eller hvad hovedpersonens stilling måtte være, som kommer fra en ganske almindelig velfungerende familie. Martin Remar har dog opvejet det lidt, ved at Martin Rømer er enkemand og alenefar til tvillingepiger.

Bemærk hvor tæt hovedpersonens navn: Martin Rømer er på forfatterens Morten Remar, hvorfor mon? En drengedrøm fra forfatterens side – eller bare en tilfældighed? Uanset virker det ganske sjovt. Måske forfatteren bare er glad for navne med M, for de kolleger Martin Rømer arbejder tættest med er Mille, som er hans makker, Matias, som er holdets it-nørd og Carsten Mølgaard, som er opdager – mest kaldet Mølgaard. Og så er der lige Martins afdøde hustru, Malou. Men måske det bare er mig, der har bemærket det – og det har jo absolut ikke noget med handlingen at gøre, bare lige en spøjs ting, som jeg tænkte lidt over undervejs.

Jeg synes, at Detonator er super spændende med nogle vildt aktuelle emner; magt, politik, samarbejdet mellem politi, FE og PET eller måske rettere manglen på samarbejdet. Det hele beskrevet på en let og forståelig måde – og jeg sidder tilbage med tanken om, at det desværre nok også er meget realistisk. Det er nogle voldsomme begivenheder – vejsidebomber i Danmark – som vi jo heldigvis ikke høre om i dagligdagen, men det er skrevet så godt, at det passer fint ind i en fortælling, der foregår i Danmark.

Det er rigtig dejligt, at der ikke er vildt mange personer med i bogen, – selvom efterforskningsgruppen som Martin Rømer leder helt sikker godt ville have nogle flere med til at hjælpe. De få personer gør det lettere at lære dem at kende . og jeg synes, at de hver især er godt beskrevet og jeg glæder mig til møde dem igen i den næste bog.

Detonator er skrevet med korte kapitler, hvilket jeg er mega fan af – og samtidig er opsætningen virkelig læsevenlig. Dette kombineret med handlingen gjorde at jeg slugte bogen meget hurtigt, og nu sidder jeg selvfølgelig med rigtig store forventninger til den næste i serien. Jeg er dog glad for, at det var en selvstændig historie, for jeg synes virkelig, at alt for meget af det, der bliver udgivet for tiden er serier – i hvert fald det, jeg lige falder over og får lyst til at læse.

⭐⭐⭐⭐/Tine

Forlag: EgoLibris
ISBN: 9788793434646
Udgivelse: 1. udgave. 1. april 2017
Sider: 255

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *