Agathe af Anne Cathrine Bomann
Anne Cathrine Bomann har tidligere udgivet to digtsamlinger: Hjemløs, 1999 og Fald, 2004. Agathe er hendes debutroman.
Forlagets beskrivelse:
“En livstræt psykiater tæller ned til pensionen. Egentlig skal han bare have afviklet sine sidste patienter, men hans plan forstyrres, da en ung, tysk kvinde insisterer på at komme i terapi hos ham. Og da hans trofaste sekretær pludselig melder sig syg, tvinges han til at overveje, om han for første gang i sit liv skal træde i karakter og række ud efter et andet menneske.
Agathe er en lille roman om nogle af de helt store temaer i tilværelsen: ensomheden, kærligheden og den meningsløshed, der kan ramme én, når man ikke for alvor er engageret i sit eget liv.”
Agathe er en fin lille bog på kun 112 sider. Kapitlerne er korte og bliver alle fortalt af hovedpersonen, som er en ældre psykiater, som er klar til at gå på pension – eller dvs. det tror han, at han er. Som forlaget skriver, så handler bogen om ensomhed, kærlighed og den meningsløshed der kan ramme en, når man ikke helt forstår at gribe mulighederne i livet. Det kan jeg ikke tilføje meget til, for det rammer plet.
Hvis ikke jeg havde modtaget bogen som et anmeldereksemplar, så ville jeg aldrig have læst den. Genren er slet ikke en, jeg normalt finder bøger i – men hvor er jeg glad for jeg læste denne. Jeg synes, at den er rigtig godt skrevet, fyldende og fint sprog. Selvom den ikke er længere, så mangler der ikke noget i fortællingen. Den kære ensomme psykiater i bogen har nogle meget gode overvejelser om livet – der er især et par steder, hvor han virkelig rammer mig.
Engang for mange år siden kan jeg huske, at min mormor, der nok var ca. 80 år, sagde at det ikke var sjovt at sidde der, som gammel i en krop, der ikke helt ville som hende, og så føle sig som en 17 årig inden i – det har jeg tit tænkt på siden. Psykiateren i bogen kommer med en lignende bemærkning:
“At ældes, tænkte jeg, imens bitterheden kom skyllende, handlede mest af alt om at iagttage, hvordan forskellen mellem ens jeg og ens krop voksede sig større og større, indtil man en dag var blevet fuldstændigt fremmed for en selv. Hvad smukt eller naturlig var der i det?”
Senere har han en samtale med en mand, som er ved at dø. Egentlig skulle snakken handle om at hjælpe den døende til ikke at være så bange for døden og for at forlade dem han elsker – men mon ikke det psykiateren, der får mest ud af denne samtale? Denne bid synes jeg virkelig er god:
“Jeg er faktisk ikke sikker på, hvordan jeg kan hjælpe dem, Thomas” sagde jeg. “Jeg har aldrig elsket nogen.”
Ordene kom bag på mig, men Thomas svarede bare: “Nej, så heldige er vi ikke alle. De ville måske have lettere ved at dø.”
“Måske,” medgav jeg, “men sværere ved at leve.”
Det er en bog, der giver stof til eftertanke, uden at den er svær at læse. Jeg er sikker på, at de fleste læsere vil kunne nikke genkendende til en del af de følelser/tanker, som man hører om, både fra hovedpersonen og de øvrige karakterer i bogen.
Selvom jeg slet ikke forventede det, så er jeg vild med Agathe. Det er meget sjældent, at jeg læser en bog mere end én gang, men jeg tror faktisk, at Agathe vil blive læst igen.
⭐⭐⭐⭐/Tine
Forlag: Forlaget Brændpunkt
ISBN: 9788793383210
Udgivelse: 1. udgave. 15.05.2017
Sider: 112
___