Jeg overvejer at gøre det forbi er canadieren, Iain Reids debutroman. Jeg havde på forhånd ret store forventninger til bogen, men jeg skulle vist have læst den med mere åbent sind.
Forlagets beskrivelse:
Jake og hans kæreste er på vej hjem for at besøge hans forældre på deres afsidesliggende gård. Da en snestorm bryder ud, tager parret en uventet omvej og strander foran en tom high school og søger tilflugt indenfor.
I dagene efter efterforsker politiet et mord, der er sket på samme high school. Men hvem er offeret?
Jeg var lidt forvirret mens jeg læste, da jeg opfatter forlagets beskrivelse/bagsideteksten som om parret søger tilflugt på en skole på vej til forældrene – jeg synes ikke, at det er en spoiler at skrive, at det først er efter besøget.
Jeg overvejer at gøre det forbi er skrevet med kapitler af noget svingende længde afbrudt af meget korte kapitler, der handler om efterforskingen af det mord, der er sket på en high school. Bogen bliver fortalt af Jakes kæreste i jeg-form. Det virker ganske fint – og på trods af nogle ret lange sætninger og samtaler, som jeg ikke altid helt kunne finde hoved og hale i, så gled læsningen ganske let.
Desværre må jeg så sige, at jeg forventede for meget – eller måske forventede jeg noget andet, for jeg er ikke særlig begejstret. Når jeg ser tilbage på, hvad jeg tidligere har læst og været vild med, så tænker jeg, at da jeg år tilbage slugte Stephen Kings bøger, sikkert også ville have været vild med Jeg overvejer at gøre det forbi.
Historien var meget lang tid om at fange mig, faktisk fangede den først rigtig, da jeg nærmede mig slutningen. Selve handlingen er lidt for filosofisk til mig og jeg synes, at historien virkede langtrukken og lidt kedelig – men så til slut giver det jo mening alligevel. Det bedste ved bogen er, at jeg på ingen måde havde luret, hvordan den ville slutte. Jeg er ret sikker på, at hvis bogen havde været bare lidt længere, så havde jeg ikke læst den færdigt, og da jeg faktisk synes, at det er en virkelig god slutning – hvor nakkehårene rejste sig, så er det jo godt, at historien ikke trak længere ud.
Selvom jeg skrev, at jeg ikke er særlig vild med bogen, så må jeg alligevel sige, at jeg synes bogen er bedre nu, hvor jeg har læst den færdigt, end jeg gjorde mens jeg var i gang. Så hvis I begynder på den, så læs den færdigt, selvom den måske ikke fanger vildt til at begynde med.
⭐⭐/Tine
Forlag: Lindhardt og Ringhof
ISBN: 9788711565506
Udgave: 1. udg. 2017
Sider: 243