3 stjerner, Hoi Forlag, Krimi/spænding, Tine f. 1973

Dødeligt begær af Susanne Ahlenius

Dødeligt begær af Susanne Ahlenius er den første selvstændige bog i den erotiske krimi-trilogi, hvor Alice Wiklund er hovedpersonen. 

Fra bogens bagsidetekst:

“Den unge opdager hos Rikskriminalen i Stockholm, Alice Wiklund, bliver udsendt til London for at hjælpe Scotland Yard med en alvorlig sag. De jagter en beregnende og skruppelløs seriemorder, der efterlader sine ofre mærket med en bizar kærlighedserklæring.

Alice går op i sit nye arbejde, men livet i London bliver endnu mere spændende, da hun møder bartenderen med de ravfarvede øjne, der gør hende næsten vanvittig af begær. Hvad gemmer han bag sin frustrerende arrogance?

Da Alice indser, hvad hun skal betale for at finde ud af sandheden, er det allerede for sent, og grænsen mellem arbejde og privatliv udviskes.”

Dødeligt begær af Susanne Ahlenius

En erotisk krimi /erotic crime – det lød lige som noget for mig, men jeg blev altså en smule skuffet. Jeg synes, at Dødeligt begær lægger op til mere erotik end den rent faktisk leverer. I den første del af bogen er der nogle erotiske scener, som helt sikkert er med til at man forventer mere, men i den sidste halvdel er det som om, den erotiske del bliver glemt?!

Dødeligt begær er både let- og hurtigt læst, den er også kun på 300 sider. Jeg synes, at sproget i bogen er for enkelt, den er skrevet med korte kontante sætninger, hvor følelserne ikke rigtigt kommer med. Det er måske også grunden til, at jeg føler, at jeg ikke rigtig kommer ind under huden på hovedpersonerne. Selvom man hører lidt om hovedpersonernes historier, som ikke er rosenrøde, så synes jeg alligevel, at personerne kommer til at fremstå lidt for “perfekte” – også deres indbyrdes forhold, som meget hurtigt udvikler sig – hvilket virker lidt urealistisk. Heldigvis kommer der jo to bøger mere i trilogien, så jeg kan jo nå at lære dem bedre at kende i de næste bøger – og måske de så ikke virker helt så perfekte mere, det kan jeg jo håbe.

Jeg kan godt lide selve krimi-plottet i Dødeligt begær, det fangede hurtigt – og der var også nogle overraskelser undervejs. Men desværre er der også en del scener, som jeg synes virker lidt som “genbrug” fra andre bøger og film – men det ved jeg jo også godt, at det kan være svært at undgå.

Selvom det måske ikke er en særlig lang og særlig positiv anmeldelse, så vil jeg altså sige, at jeg blev fint underholdt den tid, det tog at læse Dødeligt begær – og jeg skal selvfølgelig også læse de to næste bøger i serien. Derudover tror jeg da også, at jeg gerne vil læse mere erotic crime – det har jeg ikke gjort meget i før. Jeg kan rigtig godt lide ideen med lidt mere handling i erotiske bøger.

⭐⭐⭐ af 5/Tine

Forlag: Hoi Forlag
ISBN: 9788793618015
Udgave: 1. udgave, 2017
Oversætter: Dorthe Klyvø
Sider: 300

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *