4 stjerner, Fantasy/science fiction, Gyldendal, Klara f. 2003, Ungdomsbøger/Young Adult

Tusinde etager af Katharine McGee

Tusinde etager er en bog, jeg har glædet mig rigtig meget til at læse. Jeg havde tårnhøje forventninger (aha fik du den, tårnhøje!) til bogen. Så da jeg endelig fik fat i den kastede jeg mig straks i gang med læsningen.

Bogens bagsidetekst:

“New York City hundrede år ude i fremtiden: Et tårn på tusinde etager rækker helt op i himlen, som et glitrende fremtidssyn hvor alt er muligt – hvis man ønsker det brændende nok. 

LEDA COLE har et fejlfrit ydre, men dækker over en afhængighed af et stof, hun aldrig skulle have prøvet. Og af en fyr, hun aldrig skulle have rørt.

ERIS DODD-RADSON må se sit ubekymrede liv falde fra hinanden, da et knusende bedrag splitter familien ad.

RYLIN MYERS bliver gennem sit job øverst i Tårnet ført ind i en verden – og i et kærlighedsforhold – som hun aldrig havde troet muligt.

WATT BAKRADI er et teknisk geni med en hemmelighed: Han ved alt om alle. Men da en pige fra Tårnets top hyrer ham som spion, vikles han ind i et kompliceret spind af løgne.

Og allerøverst – på tusinde etage – bor AVERY FULLER, pigen som er genetisk designet til perfektion. Pigen, der ser ud til at have alt, men som lider under at måtte undvære det eneste, hun ikke kan leve uden – og som hun aldrig nogensinde vil kunne få.

I et univers fuld af hightech luksus og futuristisk glamour kæmper fem teenagere for at finde deres plads. Det er svært, når der er koldt på toppen. Og langt ned.”

Tusinde etager af Katharine McGee

Tusinde etager begynder meget brat. I begyndelsen sker der noget meget chokerende og mystisk. Samtidig med at man bevæger sig ind i historien, prøver man også på at gætte hvad det var, der egentlig skete i begyndelsen.

Universet i Tusinde etager er fremtidens New York år 2118. Her er alting selvfølgelig anderledes. Også det tårn, der er placeret i Manhattan og har 1000 etager. Som i mange andre samfund er folk forskellige -i sær når det gælder penge, magt og rigdom! De rige bor øverst i tårnet, mens de fattige eller dem med færre penge, bor i de nedre etager.

Historien har hele fem hovedpersoner! Det er pænt mange, når man er vant til at en bog har en, måske to, hovedpersoner. I starten synes jeg også, at det også super forvirrende og svært at huske hvilken person, som er hvilken. Efterhånden vænner jeg mig til det og nu er jeg slet ikke i tvivl. Det gør det heldigvis nemmere at hovedpersonerne kender hinanden, eller er tæt relateret.

Jeg kan rigtig godt lide at jeg kan relatere til Tusinde etager, selvom den forgår langt ude i fremtiden. Jeg har måske rigtig let ved at identificere mig med personerne i Tusinde etager, fordi jeg selv er en teenager og kender til livet som ung, og der er måske slet ikke så stor forskel på følelser og tanker, selvom fortællingen foregår om 100 år.

Tusinde etager lever rigtig godt op til dens genre. Der er mange ting, hvor man slet ikke er i tvivl om at det er en Sci-fi bog man læser. For eksempel kan man skrive sms’er/beskeder til hinanden ved hjælp af nogle linser i øjnene, tage noget der kaldes en ”svæver” når man skal fra etage til etage osv. Sci-fi delen er meget nem at forholde sig til, selvom jeg har svært ved at forestille mig et tårn som er over 3 km. højt.

Alle personerne, som man følger, har deres helt egen personlighed og problemer de kæmper med. En af hovedpersonerne bor på 1000. etage, mens en anden bor på 32. etage.  De er alle sammen viklet ind i et spindelvæv af løgne, hemmeligheder, bedrag og sågar manipulering. Efterhånden som jeg lærer dem at kende, finder jeg en yndlingskarakter, Watt, som tilfældigvis også er den eneste dreng man følger. Jeg synes egentlig, at det er en smule ærgerligt, at han er den eneste dreng, som har en vigtig rolle, og jeg kunne godt have brugt, at der var en mandlig hovedperson mere. Der er selvfølgelig flere med, men ikke nogen, som man lærer vildt godt at kende.

Tusinde etager levede i den grad op til mine forventninger! Historien og karakterene bliver levende og man læser i et væk indtil den sidste side er vendt. Det er godt, at der også er en 2’er…

⭐⭐⭐⭐ af 5/Klara

Forlag: Gyldendal
ISBN: 9788702204162
Udgave: 1. udg. 2017
Oversætter: Julie Top-Nørgaard
Sider: 467

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *