Enegængeren er Maria Isacssons debutroman. Maria Isacsson kommer oprindeligt fra den vestlige del af Sverige, hvor en stor del af romanen foregår. I dag bor hun i Vasastan i Stockholm, som er det område, hvor bogens to hovedpersoner også bor. Maria Isacsson arbejder som kommunikationsansvarlige på Stockholms universitet – hun har selv studeret svensk og medie- og kommunikationsvidenskab.

Forlagets beskrivelse af Enegængeren:

“Enegængeren er en rørende og sentimental roman om venskab, der kan opstå helt uventet

Valdemars og Sagas veje krydses – ved første øjekast er det et ubetydelig møde. Han snubler på en sti på Observatoriehøjen i Vasastan og hun rækker den ældre mand en hjælpende hånd. Kort tid efter bliver Sagas far pludseligt syg.

Det viser sig snart, at hendes fars sygdom ikke lader til at have naturlige årsager. Samtidig rammes flere mennesker i Sagas omgangskreds af sygdom og død under mystiske omstændigheder.

Begivenhederne skræmmer og rejser spørgsmål: Hvor godt kender Saga egentlig de mennesker, hun har omkring sig? Hvem er i hendes lejlighed, når hun ikke er hjemme? Og hvem er den mand, der sejler alene ud i sin båd sent om aftenen?

Svarene skal findes i fortiden. En fjern, tragisk hændelse kommer frem i lyset og stiller Saga over for nogle svære valg. Alting lader til at bunde i et stærkt behov for hævn. Ved sin side har hun Valdemar, der selv kæmper med skyld og sorg.

Kan fortiden tilgives?”

Da jeg begyndte på Enegængeren havde jeg slet ikke et klart billede af, hvad jeg kunne forvente. Jeg synes, at bogens bagsidetekst/forlagets beskrivelse får bogen til at lyde, som om der kan være nogle overnaturlige elementer i bogen: “Det viser sig snart, at hendes fars sygdom ikke lader til at have naturlige årsager. Samtidig rammes flere mennesker i Sagas omgangskreds af sygdom og død under mystiske omstændigheder.” Og sammenholdt med resten af beskrivelsen, så kunne det måske være en thriller – domestic noir? Da jeg havde læst et godt stykke ind i bogen, var jeg stadig meget i tvivl, og fordi bogen er så dyster, så var mine tænker slået over på gyser, men det var den alligevel ikke uhyggelig nok til… Nu hvor jeg er færdig, så er det vist mest et familiedrama, der passer bedst – med elementer af thriller/krimi og lidt a la domestic noir (det er dog ikke en bog, der kun foregår indenfor hjemmets fire vægge, men alligevel stort set bliver holdt inden for familien).

Det er en bog om venskaber, tilfældige møder, tragiske familiehemmeligheder, forældre/barn forhold og meget mere – og måske lidt for meget. Selvom det er spændende at læse om Saga og Valdemars tilfældige møde, og hvordan det udvikler sig til venskab, så kunne Sagas og familiens historie sagtens have være fortalt uden. Vi hører også lidt om Valdemars tragiske fortid, hvilket jeg måske troede ville hænge sammen med resten af historien, men det synes jeg ikke sker. Men samtidig sætter det måske tingene lidt i relief, hvor ensomme de begge er – og hvor meget man har behov for andre mennesker? Jeg havde bare rigtigt svært ved at gennemskue, hvad i historien der var det vigtigste, men måske det hele er? Og det blev helt sikkert også bedre undervejs, jo mere tingene blev flettet sammen til en helhed.

Jeg kan godt lide, hvordan Enegængeren er bygget op – man får serveret historien i meget små bidder og må så stykke dem sammen til sidst – lidt som Saga selv oplever begivenhederne. Men selvom det er en historie om en familie og om venskaber, så er det desværre ikke kærlige følelser eller følelser i det hele taget, som der bliver lagt vægt på, jeg synes rigtig meget er objektive beskrivelser, og jeg kunne godt have ønsket, at forfatteren kom mere i dybden, så det var lettere at forholde sig til personerne.

Enegængeren er skrevet med nogle anderledes vendinger end jeg er vant til – jeg ved ikke, om det er meningen, eller det er oversættelsen. Men uanset, så gav det engang imellem anledning til noget, der lige skulle tænkes lidt ekstra over. Fx: “Hvis jeg selv blev alvorligt syg, tænkte Saga, da hun lidt senere gik hen ad gangen. Så var der ingen, der forventede at jeg tog mig af nogen. Men hvem skulle tage sig af mig?” Overvejer hun, at hun kan slippe for ansvaret, hvis hun selv bliver syg eller er det bare et tankespil?

Nu kom det måske til at lyde, som om jeg ikke bryder mig om Enegængeren – men sådan er det slet ikke. For selvom jeg har de punkter, som jeg havde lidt svært ved at finde hoved og hale i, så synes jeg faktisk, at det er en rigtig spændende og fængende bog, som overraskede mig flere gange undervejs. Jeg synes, at det er en rigtig flot debut fra Maria Isacsson, og jeg vil gerne læse mere fra hende – måske en fortsættelse?

⭐⭐⭐ af 5 /Tine

Forlag: Hoi Forlag
ISBN: 9788793618022
Udgave: 1. udgave. 21.09.2017
Originaltitel: Ensamfararen
Oversætter: Anette Broberg Knudsen
Sider: 290