På forsiden af En kommende husmors bekendelser af Elin Eldestrand er BYJILL citeret: “Super sjov feelgood-bog” – og det var så mine forventninger til bogen. Hvordan det kom til at holde stik, kommer jeg ind på senere.
Uddrag fra bogens bagsidetekst:
“Første gang Charlie ser et menneske dø er på hendes første skoledag. Selvom hun er involveret i hændelsens skræmmer den hende, og hun gemmer den væk et bagerst i tænkerne i adskillige år.
Charlie vokser op sammen med sin mor i en faldefærdig rønne lige uden for det fineste boligområde i Luddinge. Naboerne er alkoholikere, og moren sælger sig selv til mænd, der er villige til at give hende penge til et nyt tag, en ny sofa eller lign.”
“Charlies drømme og forhåbninger kredser konstant om hendes prins, som hun imod al sund fornuft håber en dag skal blive hendes.”
– Ok, med den første sætning kan jeg måske godt se, at det nok ikke “bare” er en feelgood-bog. Men den flotte forside signalerer ellers også en feel-good-stemning, og selvom forsiden helt sikkert fangede mig – og vil fange andre, så synes jeg desværre ikke at den passer særlig godt til historien – men på den anden side, så passer den måske meget godt til Charlies drømme om, hvordan livet skulle være.
En kommende husmors bekendelser er en skrevet i et flydende og letlæst sprog. Historien om Charlie og hendes mor er meget underholdende – fortællingen er nok lidt bizar og ikke helt realistisk. Jeg synes dog, at både Charlie og tidsperioden er beskrevet super godt – og det var rigtig let at forestille sig alt, hvad der sker, også selvom det til tider er lidt langt ude. Selvom Charlies liv helt sikkert ikke er let – og ret langt fra, hvordan hendes veninde og klassekammerater lever, så virker Charlie ikke utilfreds med livet her og nu, selvom hun har store drømme og planer for fremtiden.
En kommende husmors bekendelser var slet ikke hvad jeg forventede, men jeg blev hurtigt fanget af historien og læste den i et træk. Jeg vil som tidligere nævnt, ikke umiddelbart bruge ordet feel-good om den, måske nærmere en lidt dramatisk chick-lit-roman.
Jeg synes, at En kommende husmors bekendelser er ret svær at skrive om, uden at komme til at røbe noget af handlingen, og jeg synes helt sikkert, at det skal være en overraskelse for dem, der læser den, hvad der sker undervejs. Det er en forholdsvis kort bog på kun 243 sider – men sikke en masse, der kan nå at ske. Jeg kan røbe så meget, at både Charlie og hendes mor har en ganske alternativ måde at løse problemer på. En løsning, der nok ikke vil være et hit hvor som helst – og som man måske heller ikke altid slipper lige godt fra.
Altså en ganske underholdende fortælling, som for mig var hurtigt læst – som på trods af, hvad der sker undervejs, helt sikkert bragte et smil frem på læberne flere gange.
⭐⭐⭐ af 5 /Tine
Forlag: Hoi Forlag
ISBN: 9788793618091
Udgave: 1. udg. 21.09.2017
Originaltitel: En fremtida hemmafrus bekännelser
Oversætter: Ulrikka Bak
[…] Maria: Enegængeren Eldestrand, Elin: En kommende husmors bekendelser Bonnier, Jonas: Helikopterkuppet – anmeldelse kommer snart Gazan, Sissel-Jo: Blækhat […]