Er her nogen? er Lotte Elmann Wegners debutroman. Er her nogen? er en psykologisk thriller indenfor domestic noir-genren.
Forlagets beskrivelse:
“En ung kvinde dukker aldrig op på sit arbejde. Hun er sidst fanget på et overvågningskamera i en kiosk i nærheden af sin bopæl, kameraet har også fanget en mand. Han taler til hende, følger hende ud af døren. På de sociale medier bliver han hurtigt hovedmistænkt, men politiet har ingen beviser.
Vibe Engberg arbejder i en antikvitetsforretning i samme by. Den ene dag ligner den næste. Indtil den tidligere hovedmistænkte en dag træder ind ad døren i antikvitetsforretningen. På samme tid dukker en charmerende mandlig kunde op. Vibe og han indleder et stormfuldt forhold. Langsomt går det op for Vibe, at noget er helt galt, og hun drives ind i et liv, hun ikke kan undslippe.
Først da Vibe står tættest på afgrunden, går det op for hende: Der er nogen derude, og de holder øje.”
Er her nogen? handler om at leve i et voldeligt parforhold, når det er værst. Det er et barskt og grusomt emne – som helt sikkert vil have gavn af at komme mere frem i lyset.
Desværre havde jeg rigtig svært ved at komme i gang, jeg synes at de første mange sider er forvirrende, og historien gav ikke særlig meget mening. Jeg tænkte, at det måske ville komme undervejs, men nu jeg er færdig, så synes jeg stadig ikke, jeg helt fangede alt det der skete i starten. Men da jeg først kom over disse sider, og historien om Vibe og Andreas rigtigt kommer i gang, så blev jeg så fanget, at jeg ikke slap bogen, før jeg var helt færdig. Så hvis I oplever det samme som mig med hensyn til starten – så hæng i.
Er her nogen? er en velskrevet og egentlig meget roligt fortalt historie, som hele tiden har nogle virkelig nervepirrende undertoner. Jeg sad med kuldegysninger under en stor del af fortællingen – til trods for, at der var tændt op i brændeovnen.
Vibe er utroligt godt beskrevet, i starten forvirrede hun mig lidt, men efterhånden, så kan man næsten føle hendes nervøsitet, ensomhed, usikkerhed, skyldfølelse og hvordan Andreas formår at nedbryde hende mentalt, og man kan ikke lade være med at ønske for hende, at hun snart vil kunne se, at hun bliver nødt til at komme ud af dette og at det ikke er hendes skyld – og ikke mindst håber man, at hun får modet eller hjælpen til at gøre det. Er her nogen? tager også det emne op – nemlig om der er hjælp at hente, hvis man står i en situation som Vibe. For hvor skal man hente hjælp, hvis hverken læge eller krisecenter reelt kan gøre noget? Når man først er så nedbrudt som Vibe, så er der behov for hjælp udefra, men hvor kan hun finde hjælpen?
Andreas, som person behøver egentlig ikke de vilde beskrivelser – det klarer hans handlinger for ham. Jeg tænker ikke, at der er nogen, der vil fatte sympati for ham.
Ud over Vibes historie handler bogen også om en anden uhyggelig historie, om nogle forsvundne kvinder, som Vibe har fulgt eftersøgningen af, men egentlig synes jeg, at det er en bihistorie, som ikke fylder så meget. Fortællingen om Vibe og Andreas bærer helt sikkert historien, uden den egentlig har brug for mere spænding. Men udover dette hører vi også en del om Vibes opvækst og familierelationer, denne del synes jeg godt om, da det giver et rigtig godt kendskab til både Vibe og hendes mor, som også er en del af historien.
Jeg synes, at Er her nogen? er en meget flot debutroman. Det er en skræmmende uhyggelig fortælling, som helt sikkert vil være i mine tanker i lang tid. Det mest skræmmende er nok at tænke på, at der virkelig er nogen, som lever i sådanne forhold – og efter at have læst Er her nogen? så kan man ikke lade være med at tænke på, om der er nogen, der hjælper dem.
⭐⭐⭐⭐ af 5 /Tine
Forlag: Turbine
ISBN: 9788740618273
Udgave: 1. udg. 28.02.2018
Sider: 276
[…] Krimi/spænding: Bolton, Sharon: Daisy i lænker Damhaug, Torkil: Glashjerte Horst, Jørn Lier: Katharina-koden Marsons, Angela: Tavse skrig Melander, Jakob: De døde og de ufødte Nordbo, Mads Peder: Kold angst Storey, Erik: Intet mindre end døden Wegner, Lotte Elmann: Er her nogen? […]
[…] du efterlod er skrevet af Lotte Elmann Wegner. Jeg har tidligere læst Er her nogen? af samme forfatter – men det er jo slet slet ikke det samme. Faktisk troede jeg vist slet […]