Livet du efterlod er skrevet af Lotte Elmann Wegner. Jeg har tidligere læst Er her nogen? af samme forfatter – men det er jo slet slet ikke det samme. Faktisk troede jeg vist slet ikke, at Livet du efterlod ville være noget for mig – men jeg tog fejl.
Bogens bagsidetekst:
“I udkanten af en lille by ligger et stort gartneri og forfalder. Gartneriet var hjem for ægteparret Albert og Nelly og tvillingerne Adam og Suleima, indtil den dag ulykken ramte. Nu lever Albert alene i gartneriets drivhuse, lukket inde med sin anger.
I det lokale supermarked arbejder Åsa. Hun bor alene i sit barndomshjem, vandrer om natten og ser mere end de fleste. Åsa kender alle landsbyens sjæle, kender deres drømme og deres hemmeligheder, bortset fra Christines. For der er noget med Christine, som ingen forstår, heller ikke Åsa.
Da en lille pige flytter ind i huset tæt på Alberts gartneri, begynder livet at ændre sig i landsbyen. Gamle hemmeligheder og glemte længsler trænger sig på, og beboerne må indse, at intet er, som det var engang.”
Fra allerførste side lærer man personerne i Livet du efterlod at kende. Lotte Elmann Wegners personskildringer er rigtig gode – og jeg synes, at de er noget af det vigtigste i denne bog. Samtidig er det også meget let at se den lille landsby for sig, hvor romanen foregår. Stemningen i byen og relationerne – eller måske manglen på relationer mellem menneskene i byen er til at tage og føle på. Jeg synes, at bogen virker meget troværdig – og også realistisk især i forhold til personenerne følelser og tanker.
Selvom Livet du efterlod hverken er en krimi eller en spændingsroman, så er der alligevel flere overraskelser undervejs – og enkelte beskrivelser, som bestemt ikke er rare, men alligevel er med til at beskrive situationerne og menneskene rigtig godt.
Et enkelt sted blev jeg en smule forvirret, men det er måske mig, der har misset noget. For mig foregår fortællingen her og nu eller i hvert lige omkring nu. Men alligevel er der en samtale, som finder sted for 9 år siden, hvor de snakker om 2017 som datid… Det har heldigvis ikke en særlig betydning for selve historien, og det er sikkert mig, som har misforstået noget – det håber jeg. Har I allerede læst bogen, så er I velkomne til at give mit et tip?!
Vi følger på skift personerne i bogen. Alle afsnit har navnet på den person man nu følger – og det fungerer rigtig godt. Det er en fin vekselvirkning og alles tanker og følelser kommer i spil. Det er meget let at sætte sig i de fleste personens sted, da deres personligheder og grunden til deres situationer bliver fint beskrevet jo længere man kommer ind i historien. Der er flere personer man følger, jeg vil ikke fortælle om dem enkeltvis – men det er let at leve sig ind i alles hverdage. Måske man ikke ligefrem kan identificere sig med dem, men følge deres tanker, synes jeg ikke er svært.
Det er en meget velskrevet fortælling – nogle gange kan jeg dog godt synes, at beskrivelserne fylder lidt for meget, men på den anden side, så er det jo sådan historien bliver fortalt. Den er stille og rolig, men samtidig med et indhold som virkelig fangede mig. Jeg er ikke sikker på, at det er en bog for alle – men for flere end man lige skulle tro. Faktisk troede jeg jo ikke, at det var en bog for mig.
Livet du efterlod er en fortælling om ensomhed, at blive forladt, om savn og svigt og den håbløshed man kan føle, når ikke livet går i den ønskede/planlagte retning. Det er også en historie om ikke at få det ud af livet, som man egentlig gerne vil – men som man måske ikke har helt indset endnu, men i stedet bare gør som dagen før… Selvom det kan lyde som en trist historie, så er der også lys og håb forude. Det er en bog, som jeg håber vil give de fleste læsere stof til eftertanke – og måske tænke: Grib livet, mens du har det (selvom det ikke altid er lige let).
I forbindelse med Livet du efterlod, så kan jeg ikke lade være med at tænke på TV2s lille film: Alt det vi deler 2. Jeg synes, at den er meget relevant i forhold til denne bog, ja den er i det hele taget værd at se.
Livet du efterlod fik i hvert fald mig til at tænke over livet – og at man måske ikke er alene i verden med de tanker og følelser man har.
Forlag: Montagne
ISBN: 9788771713893
Udgave: 1. udg. 26.04.2019
Sider: 279
___
[…] af Minette Walters – det er efterfølgeren til De sidste timer. Og sidst men ikke mindst Livet du efterlod af Lotte Elmann Wegner, en roman om blandt andet at blive forladt, om savn og svigt – og […]