3 stjerner, Hr. Ferdinand, Øvrigt skønlitteratur, Politikens Forlag, Tine f. 1973

Syng, levende og døde, syng af Jesmyn Ward

Jesmyn Ward, som har skevet Syng, levende og døde, syng, er den eneste kvinde, der har vundet National Book Award to gange. Syng, levende og døde, syng er den ene af de bøger hun har fået den prestigefyldte pris for.

Bogens bagsidetekst:

“Jojo er tretten år gammel og bor med sin lillesøster Kayla hos bedsteforældrene ved Mississippis kyst. Han kæmper med at forstå, hvad det vil sige at være en mand. Han mangler ikke forbilleder og kan både studere sin sorte morfar Pop, sin hvide far Michael, som snart bliver løsladt fra fængslet, sin fraværende farfar Big Joseph, og minderne om sin afdøde morbror Given.
 
Jojos mor Leonie er en flygtig tilstedeværelse i hans liv. Hun vil gerne være en god mor, men er ude af stand til at sætte sine børns behov først, og når hun er på stoffer er det særlig svært. Hun på en gang trøstes og hjemsøges af syner af sin afdøde bror, og han kommer kun til hende, når hun er påvirket.

Da børnenes far løslades sætter Leonie, JoJo og Kayla af sted nordpå i bil mod fængslet Parchman i hjertet af Mississippi. Der vandrer en anden trettenårig dreng, genfærdet af en død indsat, rundt på gangene. Med sig bærer han hele den dramatiske historie om de amerikanske sydstater – og han har også noget at lære JoJo, om arv og kærlighed, vold og tilgivelse.”

Syng, levende og døde, syng af Jesmyn Ward
Syng, levende og døde, syng af Jesmyn Ward

Allerførst bliver jeg nødt til at fremhæve Syng, levende og døde, syngs ufatteligt smukke cover, det er simpelthen så flot – og virkelig indbydende. Havde jeg ikke læst bagsideteksten, ville jeg nok ikke forvente så dyster og barsk en fortælling.

Syng, levende og døde, syng er en flot fortælling, nogle bruger ordet smuk om bogen, men jeg synes, at det signalerer noget forkert, da der ikke er meget smukt over de involverede personers liv. Det er en virkelig stærk historie om, hvordan en familie kæmper for at holde sammen under barske forhold præget af stoffer, svigt, sygdom, racisme og fattigdom. Men selve fortællestilen er flot. Jesmyn Ward er virkelig fantastisk til både miljø- og personbeskrivelserne. Alle personer står meget tydeligt for mig, især Jojo og Leonie – der begge virkelig rammer en lige i hjertet, måske ikke på samme måde. Og beskrivelsen af det barske liv i en fattig del af Mississippi, hvor racismen stadig har et fast greb er meget præcis og får stedet til at fremstå meget tydeligt.

Som titlen hentyder til, så er fortællingen en blanding af input fra levende mennesker – og fra de døde. De døde optræder i form af syner og spøgelser. På en måde, så kan jeg godt se, at det er en spændende måde at kombinere fortid og nutid, men desværre virker denne form for magisk realisme, desværre ikke særlig godt for mig. Men ser man bort fra den del, så virker Syng, levende og døde, syng meget meget realistisk og troværdig. Hvis historien var blevet fortalt uden den magiske del, så tror jeg, at den havde fanget mig bedre – og faktisk ville historien ikke have mistet noget af den grund.

Jeg har været meget lang tid om at få skrevet denne anmeldelse, det er ved at være et godt stykke tid siden, jeg læste bogen – men jeg synes, at anmeldelsen er svær. Syng, levende og døde syng har fået ufattelig flotte anmeldelser både i USA og herhjemme, så mine forventninger var meget store. Jeg kan sagtens se, at det er en utroligt velskrevet og flot fortælling – og også at den fortjener at få ros. Men altså, man kan jo ikke alle synes godt om de samme bøger – og denne gav mig desværre ikke helt, hvad jeg forventede.

⭐⭐⭐ af 5 /Tine

Forlag: Hr. Ferdinand/Politikens forlag
ISBN: 9788740046427
Udgave: 1. udg. 2018
Originaltitel: Sing, Unburied, Sing
Oversætter: Juliane Wammen
Sider: 299

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *