4 stjerner, Forlaget Aronsen, Krimi/spænding, Tine f. 1973

Under overfladen af Claus Lohman

Claus Lohmans krimi Under overfladen er 1.  del i en ny serie om virologen Martin Henderson og freelancejournalisten Emma Fitzgerald.

Forlagets beskrivelse:

“Da to dykkere dør under mystiske omstændigheder i New York, befinder virolog Martin Henderson sig pludselig i et kapløb mod tiden. Alt peger i retning af en 100 år gammel dræbersygdom. Men hvor stammer udbruddet fra? Og kan han nå at udvinde en vaccine?

Efter et mislykket kidnapningsforsøg møder han den arkæologistuderende freelancejournalist Emma Fitzgerald, der gemmer på vigtige informationer i opklaringsarbejdet.

Sammen bevæger de sig tættere på sandheden. Men det viser sig hurtigt, at intet er, som det ser ud. Hvem kan de stole på? Og har Martins fortid noget med hændelserne at gøre?”

Under overfladen af Claus Lohman
Under overfladen af Claus Lohman

Under overfladen er en krimi, der kombinerer videnskab og historie med et krimi/spændingstema. Jeg synes, det er skønt, når bøger udover at underholde, også bidrager med noget lærerigt, og jeg er i hvert fald blevet noget klogere på, hvad virus er og kan.

Alle personerne i Under overfalden, måske især Emma og Martin, er nogle fine og ganske lige til karakterer, det kan jeg rigtig godt lide – Emma irriterer mig dog lidt, men det ændrer sig undervejs. Jeg mangler dog lidt dybde i deres personligheder, med det mener jeg, at jeg godt kunne bruge, at de viste deres følelser lidt mere, og at man måske også hørte mere til deres egne tanker. Samtidig synes jeg også, at bagsideteksten lægger op til, at Emma og Martin arbejder tættere sammen end de rent faktisk gør. Det har overhovedet ikke betydning for selve historien, men det undrede mig lidt, da jeg forventede noget andet – og man faktisk er ca. 1/3 inde i bogen, før de to overhovedet mødes.

Under overfalden er velskrevet og også ret letlæst. Man kan måske tænke at inddragelsen af historie og videnskab ville gøre bogen lidt sværere, men Claus Lohman formår at få forklaret alting, så de fleste vil kunne være med. Flere steder i bogen er det så fikst at der er personer, som skal have tingenes sammenhæng forklaret – og så får læseren jo også. Skulle der alligevel være ting, der kræver en bedre forklaring, så er der et kapitel med baggrundsinformation bagerst i bogen. Det kapitel kunne jeg faktisk godt have tænkt mig at læse først, men jeg er ikke god til at bladre en bog igennem, inden jeg gå i gang med læsningen – så det blev først læst til sidst.

Det er godt nok mange år siden jeg har læst den, men jeg kom sådan til at tænke på Pandoras ur af John J. Nance, mens jeg læste Under overfladen. Om der er andre ligheder end temaet med virus, kan jeg simpelthen ikke huske, så måske jeg skulle læse den igen.

Under overfladen har et super spændende plot, som formår at byde på flere overraskelser undervejs, måske flest henimod slutningen. Flere gange tænkte jeg, at jeg havde fået opsnuset, hvad der egentlig foregik, men det kunne slet ikke passe med, hvad vi får fortalt… så fortællingen forblev spændende til det sidste.

⭐⭐⭐⭐ af 5 /Tine

Forlag: Forlaget Aronsen
ISBN: 9788793338609
Udgave: 1. udg. 11.06.2018
Sider: 338

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *