Snigmorderens kald er 3. og sidste del i Farseer-trilogien, som er skrevet af Robin Hobb. De to første bøger i trilogien er Snigmorderens lærling og Kongelig snigmorder.
Uddrag fra bogen bagsidetekst:
“I en lille afsidesliggende hytte vender den unge kongelige snigmorder Fitz langsomt tilbage til livet igen efter sit seneste opgør med prins Regal, der på svigefuld vis har tilranet sig tronen. De få venner, Fitz har, tror nu alle, at han er død, og han kan ikke kontakte dem uden at bringe deres liv i stor fare. Da Fitz således ikke har noget at miste, drager han i selskab med sin ulv af sted til Vadkøbing, hvor De Seks Hertugdømmers nye hersker har trukket sig tilbage efter at have overladt rigets kyst til Rødskibspiraterne.
Fitz har et kald: Han må og skal dræbe den mand, der har lagt hele hans verden i ruiner.”
Snigmorderens kald er som skrevet den sidste bog i Farseer-trilogien, og jeg må sige, at det er en fantastisk bog at slutte af med. I forhold til den første bog i serien, så brugte jeg virkelig kort tid på at læse den, og fik læst de 900 sider på 4 dage. Historien er så god og så fantastisk beskrivende, at jeg bare slet ikke kunne få mig selv til at stoppe med at læse.
Snigmorderens kald er også en virkelig god addition til Farseer-trilogien, selvom jeg ikke synes, at den ikke kommer helt op og rammer det samme niveau som de to forrige bøger. Men det er nok mest fordi jeg synes, at bogens slutning skulle have endt på en anden måde. Men det er stadig en fantastisk bog.
Beskrivelserne af både følelser hos personerne i bogen, og diverse omgivelser i De Seks Hertugdømmer er fantastiske. Når FitzChivalry går gennem en by, kan man nærmest se byen for sig, både hvor kroen ligger i forhold til slagtermarkedet osv. Og man får også den ”fulde” pakke af følelser, når vi følger FitzChivalry.
Mindre spoiler – har du ikke læst Snigmorderens kald endnu, så spring over dette.
Igennem hele bogen bliver både Nighteyes (Fitz Sanseulv) og Fitz mere og mere mennesker igen, det kan man også mærke gennem hele bogen, så man overhovedet ikke kan være i tvivl om, at de undergår en proces.
Derudover er jeg også helt vild med, hvordan de overnaturlige ting i Snigmorderens Kald er flettet ind, da der på intet tidspunkt i historien, kun handler om overnaturlige kræfter. Altså magien er ikke lige som i Harry Potter, hvor det kun handler om magi. Farseer-Trilogien handler ikke om overnaturlige kræfter, selvom at man godt kan tro det, når det nu handler om ”Evnen” og ”Sansen” der begge er ”magiske” kræfter. Men bogen handler til gengæld om, hvordan forskellige folk behandler andre omkring sig, og det er jeg virkelig vild med. Det har jeg ikke læst ret mange bøger, der handler om. Fx Prins Regal, som er ”skurken” i bogen, han er en der tænker på alle mennesker som små brikker i hans spil, mens Kong Verity er en der ser alle som venner. Alt handler om dobbelt spil, og hvem man kan stole på.
Snigmorderens kald er nok den næstbedste bog jeg har læst i år lige efter Kongelig snigmorder – Bind 2 af Farseer-trilogien. Det er uden tvivl den bedste serie jeg har læst, og Snigmorderens kald er en helt fantastisk afslutning på FitzChicalrys fascinerede historie. Jeg giver bogen 5 ud af 5 stjerner, fordi den helt sikkert kommer ind på en top 5 over bedste bøger jeg har læst indtil nu.
⭐⭐⭐⭐⭐ af 5 /Daniel
Forlag: Cicero /Rosinante & Co
ISBN: 9788763848893
Udgave: 1. udg. 14.06.18
Originaltitel: Assassin’s quest
Oversætter: Marianne Linneberg Rasmussen
Sider: 896