Skoven af Jane Harper er 2. selvstændige roman i spændingsserien om politimanden, Aaron Falk. Den 1. del af serien hedder Tørke, den vandt flere priser og nomineringer. Tørke var Jane Harpers debutroman.
Fra bogens bagsidetekst:
“Fem kvinder slænger modvilligt en rygsæk over skuldrene og går ind i skoven. Kun fire af dem vender tilbage, og da har de hver deres version af historien.
Kvinderne er på teambuilding i den vidstrakte skov i Giralang Nationalpark i Australien, da kollegaen Alice Russell forsvinder. Efterfølgende er de fire tilbageblivende kun enige om to ting: Ingen af dem så Alice forsvinde, og hun kunne være modbydelig, når det stak hende.
Hvor godt kender du egentlig de mennesker, du er tæt på? Det spørger politibetjenten Aaron Falk sig selv om, da han bliver involveret i sagen om Alice. Han har i forvejen et særligt udestående med hende. Hun er nemlig whistlebloweren i hans efterforskning af det familieejede BaileyTennants og har lovet ham adgang til afgørende papirer i det traditionsrige firma, dokumenter, der muligvis kan skyde det i sænk…”
Som skrevet, så er Skoven 2. del af en serie. Jeg har ikke læst 1. del, men jeg manglede ikke umiddelbart oplysninger/forhistorie, så jeg synes, at fortællingen står fint alene. Og da jeg ikke har læst første del, og de eneste oplysninger, jeg har læst om bogen, er forlagets beskrivelse, så havde jeg ikke nogle forventninger på forhånd. Bagsideteksten signalerer dog noget mere uhygge end jeg oplevede.
Det er rigtigt spændende med en roman, der foregår i Australien, det er godt nok ganske begrænset, hvad jeg tidligere har læst derfra. Selvom jeg egentlig synes, at min kendskab til Australien er ok, så må jeg da vist indrømme, at jeg kun ved, hvad der bliver reklameret med fra rejsebureauer m.v. Jeg tænker på Australien, som stort, rødt og tørt, primært på grund af billeder fra Ayers Rock, Uluru og Kata Tjuta. Det var først, mens jeg læste Skoven, at det gik op for mig, at jeg jo selvfølgelig i nyheder og film, har set de kæmpe store skovområder.
Jane Harper skriver flydende og velformuleret. Skoven er ret letlæst – og den fangede, så jeg stort set læste den i et stræk. Det er spændende at læse de fire kvinders gengivelser af historien, både deres oplevelser i dagene op til Alices forsvinden, samtidig med deres forklaringer bagefter – dette samtidig med, at man følger politiets arbejde med sagen. Det er ikke en blodig historie, og som sagt heller ikke vildt uhyggelig, men måske snarere en psykologisk thriller i den blidere ende af skalaen.
Jeg kendte jo ikke Aaron Falk på forhånd, men alligevel synes jeg, at man i denne historie får et ret godt billede af ham, og jeg synes, at han er en spændende hovedperson, som jeg gerne vil høre mere om. Hans kollega Carmen Cooper, har jeg det lidt sværere ved – faktisk måtte jeg lige kigge i bogen igen, bare for at komme i tanke om hendes navn. Hun er dog heller ikke den vigtigste person i bogen. Derimod synes jeg også at beskrivelserne af de fire eller faktisk alle frem kvinder er gode, og det var let at huske, hvem der var hvem. Det er nogle meget forskellige kvinder – med forskellig opvækst og syn på livet. Der er flere personer med i fortællingen – ikke alle lige vigtige, men alligevel har de alle del i fortællingen. Nogle betyder måske noget andet, end man lige forventer – mine tanker var i hvert fald vidt omkring, og jeg troede, at nogle måske havde mere del i “dramaet” end de rent faktisk har (hvilket jo nok også er meningen).
Selvom Skoven ikke har den uhyggelige stemning over sig, som jeg måske havde troet, så synes jeg alligevel, at det er en spændende historie – og virkelig skønt med en fortælling, der foregår i Australien. Jeg er helt klar til at få fingre i Tørke – og jeg håber også, at der kommer en efterfølger til Skoven.
⭐⭐⭐⭐ af 5 /Tine
Forlag: People’sPress
ISBN: 9788772001159
Udgave: 1. udg. 24.08.2018
Originaltitel: Force of Nature
Oversætter: Karsten Nielsen
Sider: 370
[…] X Ahnhem, Stefan: Den niende grav (e-bog) Bryndza, Robert: Øjne i mørket Harper, Jane: Skoven Hoover, Colleen: Måske en dag (e-bog) Horst, Jørn Lier: Nulpunkt – Anmeldelse på vej […]
[…] 2016 debutterede Jane Harper med bogen, Tørke – efter den fulgte 2. selvstændige del, Skoven. Den fortabte mand hænger ikke sammen med de to første […]